Politiet er til stede: Muligt udbrud af fugleinfluenza nord for Viborg

Politi og fødevarestyrelsen er massivt til stede omkring Løvel i Midtjylland.

Onsdag den sjette juli har en stor aktionsstyrke fra politiet og Fødevarestyrelsen slået til på fire forskellige adresser i og omkring den Midtjyske by Løvel. Det skriver Viborg Folkeblad. 

Til Avisen oplyser Midt- og Vestjyllands politi, at politiets aktionsstyrke med assistance fra Fødevarestyrelsen har reageret på en mistanke om, at der skulle være fugle smittede med fugleinfluenza på de fire adresser.

- Jeg kan sige, at vi allerede har fundet flere fugle og æg, som nu skal undersøges for fugleinfluenza, siger Andreas Bang Andersen, der er politikommissær. Han tilføjer, at der kan gå alt mellem timer og dage, før der kommer svar på prøverne. 

Overfor Viborg Folkeblad bekræfter Ole Jensen Vorre, at indsatsen er på hans farm, hvor han har 50 fasaner og op til 75 ænder. 

Ole Jensen Vorre har fire gange tidligere haft fugleinfluenza på sin farm, senest i december 2021. Dengang blev farmen sat under offentligt tilsyn, og det har derfor ikke været tilladt at have fjerkræ på matriklen siden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle