Politiet om lukket vej: Sagen er ude af vores hænder

Syd- og Sønderjyllands Politi venter på, at vejstrid fra Vejen bilægges med aftale eller ny ekspropriation.

Bunker af sand og bigballer spærrer på andet døgn en nyanlagt vej i sydjyske Vejen Kommune.

Landmand Martin Lund Madsen etablerede afspærringen mandag formiddag, efter han havde vundet en sag ved Højesteret.

Her fik han medhold i, at en ekspropriation af en del af hans jord til vejen var ugyldig.

Det betyder, at landmanden fortsat ejer jorden, hvor vejen ligger. Derfor kan og vil politiet ikke stille noget op over for den etablerede afspærring.

"Politiets rolle er lige nu udspillet", siger sekretariatschef Birgit Nielsen, Syd- og Sønderjyllands Politi.

aldrig oplevet lignende

"Der blev etableret en afspærring af Skovgårdsvej mandag, og så har vi samtidig bedt kommunen etablere en omkørsel, så vi ikke risikerer, at biler og redningskøretøjer kører forgæves", forklarer hun.

Det er ikke hverdagskost, at man kan spærre en offentlig vej af, uden at politiet griber ind. 

Og det har voldt politiet en del hovedbrud at afklare, hvordan man skal forholde sig til sagen.

"Vi har aldrig oplevet sådan en sag før, og det tror jeg heller ikke, andre har", siger Birgit Nielsen.

"Vi havde håbet på, at man kunne finde en mindelig løsning. Men da man ikke gjorde det, var vi nødt til at agere, som der står i politiloven - nemlig at virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden. Det gjorde vi ved at afspærre vejen af trafiksikkerhedsmæssige grunde".

ny ekspropriationssag på vej

Vejen Kommune har som konsekvens af sagen bebudet, at man på ny vil indlede en ekspropriationssag, så vejen kan lovliggøres.

En ny ekspropriation vil sandsynligvis betyde, at kommunen kan bede politiet fjerne afspærringen.

"I det øjeblik retstilstanden er klar, og når vi ved, at jorden er eksproprieret, og at Vejen Kommune råder over jorden og vejen, så er politiet klar til at rykke ud igen. Men vi venter, indtil der er en afklaring", siger Birgit Nielsen.

Retsordførere fra både Venstre og Dansk Folkeparti har stillet sig undrende over for kommunens fremgangsmåde i sagen.

"Det virker betænkeligt, hvis han skal trækkes igennem det samme system en gang til", lyder det fra Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen.

Både han og Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod, har bebudet, at de vil stille spørgsmål om sagen til transportminister Ole Birk Olesen (LA) og indenrigs- og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle