Politiet sigter andelsmejeri for forurening

Bornholms Politi har nu sigtet Bornholms Andelsmejeri for overtrædelse af Miljøbeskyttelsesloven efter en sag fra november.

Bornholms Andelsmejeri er blevet sigtet for at forurene et naturområde tæt på mejeriet i Klemensker. Det oplyser Bornholms Politi til Bornholms Tidende.

"Vi har sigtet Bornholms Andelsmejeri, og sagen er nu lagt til juridisk vurdering", oplyser vicepolitiinspektør Henrik Schou, Bornholms Politi, til mediet.

Sagen drejer sig om en overtrædelse af Miljøbeskyttelsesloven. Sigtelsen går på, at mejeriet ulovligt har tilført forurenet spildevand til vandløb og søer i nærheden af mejeriet i området kaldet Præstemosen efter en af mejeriets brønde kollapsede.

Det er Bornholms Regionskommune der meldte mejeriet Bornholms Andelsmejeri St. Clemens. Politianmeldelsen løb ind den 4. december. Nu har politiet vurderet, at der er grundlag for en politisag, og det er nu op til politiets anklagemyndighed om man vil rejse tiltale. 

"En af vores brønde var kollapset i oktober, og der steg vand op, som er gået i en udledningssø og derefter er løbet ud i en anden sø", har direktør for Bornholms Andelsmejeri St. Clemens, Per Olesen, tidligere forklaret til landbrugsavisen.

"Det er blevet anmeldt som en miljøsag hos politiet, for sådan skal kommunen jo gøre det. Vi er selvfølgelig rigtig kede af, at det er sket, og vi har gjort alt vi kunne for at hindre, at det sker igen", sagde Per Olesen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle