Politiker i ulveland: "Folk står ikke frem af frygt for person-angreb"

Er det i alles interesse at dele sine oplevelser med Danmarks største rovdyr, eller fører det kun til mere sorg og frygt at stå frem, spørger Steffen Troldtoft, der bor i Nordvestjyllands ulvezone.

Folk står ikke frem med deres historier, når de har haft møder med ulven.

Sådan lyder konklusionen fra Folketingskandidat for Liberal Alliance Steffen Troldtoft, der bor midt i Nordvestjyllands ulvezone.

Han forklarer, at på trods af ulvens medietække, så er det kun en brøkdel af historierne, der ser dagens lys.

»Jeg får en stor portion historier med ulve som hovedrolle, som folk desværre ikke har interesse i at dele med medierne,« siger Steffen Troldtoft, der hele vejen igennem har engageret sig i ulvedebatten.

"Der er for meget besvær med at stå frem, og man er bange for at blive sablet ned, hvis man gør", er hans kommentar.

Frygten for at blive rendt over ende af ulveentusiaster stammer efter sigende fra flere episoder på sociale medier. Her har privatpersoner blandt andet lavet opslag med billeder af ulvespor, hvor de udtrykker bekymringer, frygt eller vrede over rovdyrets tilstedevær i området.

Derefter er det ellers væltet ind med kommentarer, der desværre ofte indeholder personlige angreb og endda trusler.

Tonen er barsk

I starten tyede de fleste til Facebook for at klage nød, når ulven havde været på besøg. Men i stedet for støtte og konstruktive kommentarer blev mange mødt af nye rovdyr, i form af Facebookprofiler.

”Jeg har set flere opslag på Facebook, der er blevet fjernet efter et døgns tid af ejeren selv. Følelser bliver trampet på, mere end de var i forvejen, og det er en utaknemmelig situation,” siger Steffen Troldtoft.

rydder op på facebook

Erik Poulsen er journalist, og hver dag arbejder han med konflikten.

Han er redaktør på Facebooksiden ”Her er ulven i Danmark” hvor diskussionerne i øjeblikket raser på det ene opslag efter det andet.

”Vi forsøger at rydde op i kommentarer og opslag, så vi kan bevare den gode tone. Folk er hurtige til vrede, og det gælder på begge sider af konflikten,” siger journalisten, der selv bor i området.

Der arbejdes på at moderere debatten og indbyde til at dele saglige meninger og argumenter, men som det ser ud, er skaden allerede sket.

”Folk er blevet kaldt dyrplagere, og det, der er meget værre. Uden at kunne rykke på noget i forhold til ulve - derfor mister de modet og lysten til at fortælle deres historier,” Siger Steffen Troldtoft.

Mediernes ansvar

”De fleste er også nervøse for at komme i kontakt med professionelle medier. De synes ikke, at dækningen er præcis nok,” siger Steffen Troldtoft og tilføjer, at man som medie bliver nødt til at levere et bedre stykke arbejde, end man hidtil har gjort.

”Folk bliver fejlciteret, og de fleste har ikke sat sig ordentligt ind i seriøsiteten af den situation, man er i, når frygt og stress er hverdagskost,” kommer det fra Steffen Troldtoft og tilføjer, at en stor del af befolkningen i området ingen interesse har i at florere som offentlige personer i det hele taget.

Opfordringen fra Steffen Troldtoft lyder, at de professionelle medier må forsøge at skabe et trygt miljø for ulveofrene, hvis de vil have historierne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle