Politikeres indbakker bestormet på grund af ny EU-forordning

Utilfredsheden med de nye regler på grund af EU’s veterinærforordning vælter ned over politikerne på Christiansborg. Fødevareordfører hos Socialdemokratiet, Anders Kronborg, har bedt minister om svar på, hvad der er op og ned, men kalder mailstorm for useriøs.

Opdateret 7:06: Det fremgik tidligere af denne artikel, at det er dyrlæger, der stod bag mailstormen. Det er rettere foreningen Kaninværnet, der i utilfredshed over den nye EU-forordning, har organiseret mailstormen mod politikerne.

Indbakken hos flere politikere på Christiansborg har siden mandag morgen været rødglødende. 

Det fortæller socialdemokratiets fødevareordfører Anders Kronborg. Cirka hvert andet minut, fortæller han, dukker der en mail frem, som gør ham og flere af hans kollegaer i Folketiget opmærksom på, hvor uhensigtsmæssige dyrlægerne finder de nye regler, som stammer fra EU’s veterinærforordning. 

Reglerne betyder, at dyrlæger skal følge beskrivelserne i lægemidlers godkendelse helt eksakt. Dermed må man ikke afvige fra produktresuméets anvisninger i forhold til dosis eller behandlingsperiode. Og det vil altså føre til øget medicinforbrug i Danmark, lyder det i mailen.

De mange emails er sendt forud for en demonstration mod reglerne tirsdag på Christiansborg Slotsplads.

”Jeg har siden klokken 7 i morges fået en mail hvert andet minut med enslydende påskrift. Jeg synes i virkeligheden, at det er en meget, meget useriøs måde at drive politik på. De burde have fundet en talsmand, og så ville der være kaffe på min kande, og så ville jeg da gerne have taget en stille og rolig snak”, siger Anders Kronborg, der kalder stormen i hans indbakke for en 'kortslutning af demokratiet'.

LA-politiker: 'En kæmpe misforståelse'

Han fortæller, at når det kommer til selve sagen, så er det dog noget, som han mener, der bør kigges på.

”Nu har jeg spurgt ind til det hos ministreret, hvad der er op og ned. Men jeg kan jo knapt nå at sætte mig ind, hvad det her handler om, da jeg skal bruge al min tid på at rydde op i min mailbakke”, siger Anders Kronborg.

Også Liberal Alliances fødevareordfører Henrik Dahl har på Twitter givet udtryk for utilfredsheden med mail-stormen i sin indbakke.

”Alle landets dyrlæger - sådan føles det - tror her til morgen, at Folketinget vil fatte sympati for dem, hvis de spammer MF’ernes indbakker med enslydende mails. Det er en kæmpe misforståelse. Det er pisseirriterende og fører ikke til nogen form for sympati”, skriver han på Twitter.

DF'er har stillet spørgsmål

Fra Lise Bech, fødevareordfører hos Dansk Folkeparti, er der også tydelig irritation over de mange mails i hendes indbakke. Også hun skriver om dem på Twitter: 

"Voldsomt irriterende med langt over 200 enslydende mails. Især fordi de ikke har ulejliget sig med at undersøge at jeg har stillet spørgsmål til ministeren om det", skriver hun.

Kaninejere bag storm

Bag mailstormen til politikene står foreningen Kaninværnet, og det er altså ikke dyrlæger, som det ellers først var opfattelsen hos flere af modtagerne af emailen. Ligesom den nye EU-forordning har stor betydning for dyrlæger, der arbejder i landbruget, så har den også betydning for dyrlæger, der behandler kælekaniner.

På sin hjemmeside har Kaninværnet lavet en formular, hvor kaninejere, der er utilfredse med den nye forordning nemt kan sende en email til politikerne med enslydende påskrift. For kaninejere betyder den nye EU-forordning, ifølge Kaninværnet, at i praksis forhindrer den dyrlægerne i at udføre grundlæggende smertebehandling, operation i bedøvelse og at behandle helt basale sygdomme, som sagtens kan kureres. En række midler, som dyrlæger hidtil har kunne bruge til smertebehandling til kaniner, må således ikke længere benyttes.

"Dyrlægerne står i, hvad der for mange er deres faglige livs dilemma, når de skal vælge, om de vil bryde dyrevelfærdsloven, bryde EU-forordningen, eller om de vil aflive kaniner, de VED kunne behandles og kureres. Det er en umulig situation for alle involverede, og taberne er kaninerne", lyder det på Kaninværnets hjemmeside.

Opdateret 15:10 med kommentaren fra Lise Bech. Opdateret 7:20 tirsdag med afsnit om afsenderen på mailstormen,

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle