Populær erhvervsmand på kongres gav gode råd - og et par advarsler

Som udefrakommende erhvervsmand har man masser af byde ind med i en landbrugsvirksomhed, lød det fra direktør Jens Sørensen, der gav gode råd og advarsler på kvægkongressen.

Er landbruget overhovedet interesseret at høre, hvad en erhvervsmand udenfor erhvervet har af gode råd? 

Bedømt ud fra fremmødet på Kvægkongressens anden dag, så er svaret klart ja. Frem til efter oplæggets start myldrede det fortsat ind i det højloftede lokale for at høre, hvad direktør Jens Sørensen fra vinduesvirksomheden Outline i Farsø havde på hjerte.

Med 20 års erfaring på direktionsniveau og 25 års arbejde i forskellige bestyrelser fortalte han, hvordan et gårdråd - eller bestyrelse - kan udfordre og udvikle driften af et landbrug.

"Man skal ikke invitere mig ind i en bestyrelse for at blive bekræftet i, at man gør det rigtige i forvejen. Jeg kommer med nogle input, og det skal landmanden være åben overfor", lød det kontant fra Jens Sørensen, der tilføjede:

"Omvendt kan jeg også selv få meget ud af at komme ind i en landbrugsvirksomhed. Der er meget at lære for begge parter".

Selv sidder han i bestyrelsen for den nordjyske mælkeproducent Klovborg I/S.

virksomhed skal ligne bageri søndag morgen

Undervejs fortalte direktøren, hvad han kigger efter, når han skal vurdere, om et landbrug, eller en anden virksomhed, er værd at investere tid og/eller ressourcer i.

"Er grundlaget på plads, er der en holdbar forretningsmodel, og er der en god, realistisk businesscase, som rækker tre eller fem år frem. Det er det første, jeg ser på", sagde han og præsenterede salen for begrebet "house keeping":

"Jeg vil gerne have, at min virksomhed ligner et bageri kl 6:30 en søndag morgen lige inden åbningstid, hvor alt skinner og står snorlige. Nogle landbrug ligner noget roderi, og det går ikke. I skal tænke på, at de mennesker, der skal arbejde i det hver dag, skal kunne holde det ud, og jeg tror også på, at man er effektiv i et ryddeligt miljø".

redder ikke verden med lav løn

I sit foredrag kom Jens Sørensen med et par advarsler til de mange lyttende landmænd i lokalet. 

"Pas nu på aktiviteterne uden for landbruget. Jeres tal skal være i orden, og det I ikke undskylde med, at I var Herning for at holde et oplæg", sagde han og henviste med det til sig selv, inden han igen skar igennem:

"I skal få det gjort klart med banken, at I skal have en ordentlig løn. Det kan ikke nytte noget at arbejde 60 timer og tjene 25.000 kroner om måneden. Det redder I ikke verden af".

"Og få nu sat noget ind på pensionen - for den kommer! Det er skattefrit og desuden beskyttet fra alle mulige kreditorer, så der er ingen undskyldninger", lød det fra Jens Sørensen.

Emneord

Kvægkongres

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle