Positiv minkformand under auktion: Prisen på minkskind stiger igen

Prisen på minkskind stiger med 20 pct. fra årets første auktion, hvor prisen også steg markant, melder formanden i Kopenhagen Fur.

I disse dage løber Kopenhagen Furs anden auktion i 2021 af stablen, og der er god stemning i de digitale salgskanaler.

Det beretter bestyrelsesformand Tage Pedersen til Landbrugsavisen.dk, hvor han giver en foreløbig status på salget, der slutter i næste uge.

"Det går rigtig godt med salget. Gennemsnitsprisen er steget 20 pct fra sidste auktion", siger han.

Ved årets første auktion endte snitprisen pr. skind på 284 kr., hvilket var en markant stigning fra året før.

god økonomi i kina

Forklaringen ligger dels i det åbenlyse, at det snart er slut med danske skind, men der er også en anden årsag, forklarer Tage Pedersen.

"Der er mangel på skind, og så er detailhandlen i Kina i vinter gået fantastisk. Deres økonomi går godt, så der er stor efterspørgsel", siger formanden og fortsætter:

"Markederne i Kina, Sydkorea og USA har været gode i vinter, så det giver stigninger".

regner med yderligere stigning

I februar blev samtlige to mio. skind solgt, og minkformanden regner med, at det gentager sig ved denne auktion, der slutter tirsdag, og hvor tre mio. er under hammeren.

Samtidig regner han med flere prisstigninger.

"Prisstigningen kommer hurtigere end forventet, og det betyder, at der måske er mindre stigninger forude, men jeg tror på, at vi ser yderligere stigninger", siger Tage Pedersen.

Han fortæller desuden, at det er de lyse mutationer, der stiger mest, men at alle varer stiger.

De 20 pct. er et gennemsnit for alle typer skind solgt på auktionens første dage.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle