Miljø- og fødevareministeriet stiller skarpt på præcisionslandbrug ved møde på Ledreborg Slot.
Med effektivisering og positive miljøeffekter kan præcisionslandbrug bane vejen for et landbrug med færre miljøkrav, mere frihed til landmanden og mindre fysisk kontrol. Derfor er det regeringens vision at understøtte et bæredygtigt og effektivt landbrug ved at udbrede brugen af nye digitale præcisionsteknologier og smart kontrol.
Hvordan det skal ske, arbejdes der dog stadig på, men at det skal ske i tæt samarbejde mellem myndigheder, landbruget og forskningsinstitutionerne, står fast.
9. februar inviterer Miljø- og fødevareministeriet til møde om præcisionslandbrug på Ledreborg Slot, netop for at drøfte de politiske visioner, præcisionslandbrug i praksis og den videre udvikling.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), formand i Landbrug & Fødevarer Martin Merrild og medlem af folketinget Maria Reumert Gjerding (Enh) vil debattere emnet. Desuden vil bl.a. CEO i Agro Intelligence Ole Green, Direktør i AgroTech Mikael Poulsen og formand i innovationsprojektet Future Cropping Henrik Høegh give indlæg.
Det er muligt at deltage. Invitation, program og tilmelding findes her.