Prehn vil kigge på udformning af brakregler

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) siger i interview med Radioavisen, at han vil kigge på, om nogle landmænd, der allerede har udlagt arealer til natur, kan tælle dem med i kommende brakkrav.

Til næste år træder reglerne om fire procent ekstra brak i kraft. Kravet gælder alle landmænd, også dem, der allerede i de senere år har omlagt landbrugsjord til natur. 

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) siger dog til DR’s Radioavisen, at han vil kigge på, om der kan være tilfælde, hvor landmænd kan få lov at tælle allerede omlagte arealer med i de nye, kommende fire-procents krav. 

Det sker efter, at Økologisk Landsforening over for DR har rejst problematikken i lørdags. Øko-landmanden Sten Dissing fra Brovst kunne her fortælle, at selvom han har allerede har omlagt syv procent af sine arealer til natur, så skal han næste år stadig ud at finde nye fire procent på sine arealer.

Til middagsudsendelsen i Radioavisen i lørdags, lød det fra Rasmus Prehn, at han medgiver, at det kan virke en smule ejendommeligt, når landmanden nu bliver ramt af nye brakkrav.

- Det man lige skal holde sig for øje er, at tanken er, at vi skal have mere natur. Hvis man så åbner op for, at allerede eksisterende natur kan tælle med, så vil der måske være folk, der har haft skov i mange år, som så kan sige, at det tæller med. Så der er nødt til at være en linje et sted, men når vi hører den kritik, der er her, så tager vi det naturligvis med tilbage på værksted, og kigger på, om vi kan lægge snitfladerne en lille smule anderledes, lød det fra fødevareministeren, der dog ikke ville komme nærmere ind på, hvornår man eventuelt skal have lov til at tælle allerede udlagt natur med i brakkravet på fire procent.

Den endelige bekendtgørelse og vejledning til det kommende brakkrav er i øvrigt ikke lavet endnu.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle