Prisen på okse- og kalvekød den laveste i 8 år

Økonomien i dansk okse- og kalvekødsproduktion er stærkt presset pga. høje foderpriser og en kødnotering, som ikke er set så lav i otte år.

Med sidste uges nedsættelse af okse- og kalvekødsnoteringen med 20 øre pr. kg, er den aktuelle pris til producenterne ikke set lavere i mere end otte år.

Det forøger presset på en branche, som allerede er hårdt tynget af høje foderpriser som følge af tørken i 2018.

»Det er uundgåeligt, at nogle vil bukke under på grund af den nuværende situation«, vurderer Mogens Larsen, som ejer rådgivningsselskabet Slagtekalve Rådgivning Aps.

Hos DLBR Slagtekalve har teamleder Per Spleth allerede ved udgangen af december mistet tre kunder i porteføljen. De tre landmænd med en samlet produktion på 3.000 kalve blev bedt om at finde en anden bank. Da dette ikke var muligt, gik de konkurs.

»Med de nuværende forudsætninger er det svært at lave et regnestykke, hvor man kan få løn for at passe sine slagtekalve. Der er mange, som arbejder gratis, og desværre også flere, hvor økonomien slet ikke slår til«, fortæller Per Spleth.

Slæber efter naboerne

Prisen på okse- og kalvekød har været vigende siden begyndelsen af 2018 afsluttende med noteringsfald på 30 øre pr. kg i december. Hertil kommer et fald på 20 øre pr. kg i første uge af 2019.

For en kalveproducent betyder et noteringsfald på 50 øre pr. kg et tab på 100 kroner pr. slagtekalv.

Frem til midten af 2018 var situationen den samme i lande som Tyskland, Frankrig og Spanien. Men hvor den danske notering fortsatte sit fald, steg kødpriserne i de nævnte lande i resten af 2018.

Ifølge tal fra EuroStat er der aktuelt 250 kroners forskel på et gennemsnitligt slagtedyr i Danmark og Tyskland. I tyskernes favør vel at mærke.

Det ærgrer og forundrer Lasse Olsen, formand for Danske Slagtekalveproducenter.

»Jeg ved ikke, hvad slagterierne i Tyskland kan, som vi ikke kan herhjemme. Men vi trænger virkelig til at få noget for vores kød«, siger han.

Hvornår noteringen vender, tør han ikke gætte på. I mellemtiden er der kun ét at gøre, mener han:

»Man skal fokusere på likviditet. Og så skal man forsøge at påvirke de faktorer, som man er herre over. Vi kan ikke præge noteringen eller prisen på foder«, siger Lasse Olsen.

Flere kalve til eksport

Kalverådgiver Mogens Larsen vurderer, at situationen tidligst ændres mærkbart, når årets høst er i hus. Før vil foderprisen ikke falde, forudser han.

Hvis den mellemliggende periode medfører flere lukninger af bedrifter, vil det øge eksporten af spædkalve, vurderer Per Spleth.

Han har ikke svært ved at se, at kalveeksporten kan vokse fra de nuværende cirka 30.000 til 40.000 stk.

»Hvis ikke økonomien forbedres, vil vi se flere kalve forlade landet. Det er tab af arbejdspladser i hele værdikæden og tabt indtjening for landbruget«, siger Per Spleth.

Faktaboks

Derfor gør økonomien ondt

  • Noteringen for okse- og kalvekød er faldet med ca. 1,5 kr./kg fra starten af 2018 til slutningen af 2018.
  • For en gennemsnitlig slagtekalv betyder det et tab på ca. 300 kroner.
  • Hertil kommer øgede udgifter til foder, fordi foderpriserne er steget som følge af tørken sidste sommer.
  • Prisen på spædkalve er i løbet af 2018 faldet fra 850 til 700 kr. for en standardkalv.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle