Priskrig på mælk: Økologer betaler regningen

Detailkædernes priskrig på mælk rammer økologerne, der i værste fald må nedjustere sin produktion, advarer Økologisk Landsforening.

Detailkædernes priskrig på mælk har ikke bare medført lavere priser på konventionel mælk, men også på den økologiske, som i sidste ende er den, der kommer til at sidde med regningen. Det skriver Jyllands-Posten Finans. 

Ifølge markedschef Henrik Hindborg, Økologisk Landsforening, viser erfaringerne, at priskrige på konventionel mælk er entydigt negativt for den økologiske mælkeproduktion. Det er uanset, om de vælger at nedsætte eller fastholde priserne. 

»Enten sættes prisen på økomælk også ned, hvilket forringer indtjeningen. Alternativt fastholder detailkæderne en uændret pris på økomælk, hvilket medfører, at prisspændet ned til billigmælken bliver større. Denne meget store prisforskel vil få nogle forbrugere til at fravælge økomælk. I begge scenarier bliver konsekvensen i sidste ende en lavere mælkeafregning til de økologiske mælkeproducenter og dermed i værste fald en lavere produktion,« siger Henrik Hindborg til Jyllands-Posten Finans og tilføjer: 

»Regningen ender i sidste ende ude hos de økologiske landmænd, og hvis nogle af dem må opgive økologien går det også ud over køerne, som ikke længere kommer ud på græs,« siger han til Jyllands-Posten Finans.

Senest har Coop og Dansk Supermarked også meldt sig ind i priskrigen, efter at Aldi og Lidl valgte at nedsætte prisen på mælk til 4,95 kroner per liter i starten af november.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle