Prissmæk til SPF-grise fra Bornholm

Forhøjelsen kan blive en alvorlig trussel for SPF-avlen på øen.

SPF-avlerne på Bornholm gik i efteråret i sort.

SPF-selskabet havde analyseret sin indtjening og fastslog, at prisen for at fragte smågrise fra Bornholm til Sjælland ikke dækker de reelle omkostninger.

Derfor ville fragtprisen blive fordoblet - til 48 kr. pr. 30 kg. gris - fik SPF-avlerne at vide, dog afhængig af antal grise og pladskrav.

30.000 smågrise ud af de i alt 70.000, der årligt transporteres fra øen, har SPF-status.

Tynd is

Ledende svinekonsulent Stig Andersen, Bornholms Landbrug, lægger ikke skjul på, at SPF-selskabets prisforhøjelse bringer SPF-avlerne i en alvorlig krise.

"Isen er jo ikke for tyk i forvejen," som han udtrykker det, og der er en smertegrænse for, hvor meget sjællænderne vil betale for de bornholmske smågrise. Omvendt kan han godt se, at det generelt ikke er i producenternes interesse, at SPF-selskabet driver en del af deres forretning med underskud.

Varslet om den voldsomme prisstigning fik øjeblikkeligt de bornholmske landmænd og deres organisation, Bornholms Landbrug, på banen, og siden er forhandlingerne bølget frem og tilbage.

Kursus til matroserne

Blandt andet er Bornholmstrafikken blevet hørt om muligheden for at reducere deres del af fragtomkostningerne, men færgeselskabet er bundet af sin kontrakt.

Til gengæld har Bornholmstrafikken tilbudt at give sine brandvagter et kursus, så de på forsvarlig vis kan holde øje med grisenes ve og vel under de seks timers sejlads til Køge. Vagterne patruljerer alligevel rundt på skib og vogndæk natten igennem. Det kunne spare SPF-selskabet for en del sovende chaufførtimer, men det er efter selskabets opfattelse ikke tilstrækkeligt.

Vores ansvar

"Der er ikke nogen nævneværdig besparelse i at overlade det fulde ansvar for grisene til Bornholmstrafikken under overfarten," siger SPF-selskabets, direktør Peter Skov Madsen. "Vi kan jo ikke bare meddele vores chauffører, at de skal sejle med færgen, men i øvrigt ikke får løn for det."

Alternativet - at Bornholmstrafikkens matroser kører grisene om bord i en trailer, der så bliver afhentet i Køge - ligger helt uden for det realistiske, mener direktøren.

"Det er levende væsener, vi transporterer, ikke papkasser," understreger Peter Skov Madsen. "Vi kender vores ansvar, og med den fokus, der er på dyretransporter, foretrækker vi selv at stå 100 procent for kørslen".

I øjeblikket er sagen skudt til hjørne. SPF-selskabet har foreløbig reduceret sit krav til en 50 procent prisforhøjelse, der trådte i kraft 1. februar, men samtidig tygger alle parter på, om man kan løse den gordiske knude på en billigere måde.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle