Privat-ejet mejeri fortsætter imponerende vækst

Nordex Food sælger oste over hele verden som aldrig før.

Nordjyske Nordex Food fra Dronninglund har succes med at sælge hvide oste til hele verden.

Det viser regnskabet for selskabet, der afslører en omsætningsvækst på hele 15 procent i 2019.

Dermed runder omsætningen for første gang hele 2 mia. kroner for det privatejede mejeri, der ledes og ejes af familien Pedersen.

På bare fem år er omsætningen vokset med hele 650 mio. kroner - fra 1,35 mia. kroner i 2015 til nu 2,054 mia.

Den kortfattede ledelsesberetning nævner, at væksten sidste år især skyldes stigende salg på det engelske marked.

Samtidig nævnes det, at resultatet er bedre end ventet, at det "skyldes primært, at der igennem året har været fornuftige markedsbetingelser".

2019-resultatet på 38 mio. kr. efter skat er det næstbedste bedste i de seneste fem år.

Corona rammer både godt og skidt

Keld Houen Pedersen, der i mange år har været ejer og leder af Nordex Foods, er nu trådt tilbage og fungerer som bestyrelsesformand. Hans søn, Martin Aagaard Pedersen har overtaget den daglige drift efter et generationsskifte.

I beretningen nævner Martin Aagaard Pedersen, at koncernen har taget forholdsregler for at begrænse påvirkningen fra corona-smitte, der kan ramme personale og produktion.

"Koncernen bliver både positivt og negativt påvirket, men nettopåvirkningen forventes at blive begrænset.

Det spændende bliver de langsigtede virkninger på forbrugsmønstre og markedsforhold", lyder det i regnskabet.

Ekspanderer i England

Som led i selskabets ekspansion og videreudvikling har man i 2019 etableret selskaber i både Belgien og England, der skal henholdsvis sælge og pakke - samt pakke og være logistikcenter på de to markeder.

I oktober købte Nordex netop et selskab, der kan udvide produktionen af oste i Wales.

Derudover har Nordex produktion af oste i Danmark, Østrig og Rumænien.

Af selskabets omsætning står EU-landene for majoriteten, nemlig 1,7 mia. kroner, mens salg udenfor EU udgjorde 324 mio. kr. I alt sælges der hvide oste til over 70 lande.

Nordex-koncernen tæller i alt 389 ansatte.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle