Privat svineslagteri udvider massivt

Danepork investerer 130 mio. kr. i helt nyt slagteri, der mere end fordobler den nuværende kapacitet.

"Jeg glæder mig helt vildt!".

Sådan lyder det fra adm. direktør og ejer af slagteriet Danepork Leo Grønvall.

Glæden bunder i, at Grønvall og virksomheden 1. september går i gang med at bygge et helt nyt slagteri ved siden af det nuværende.

Et byggeri på over 5.500 kvm. til omkring 130 mio. kr., der mere end fordobler virksomhedens nuværende kapacitet, så Danepork må slagte op til 24.000 svin om ugen.

"Så højt skal vi nu ikke op til at starte med", lyder det fra Leo Grønvall, der fortsætter:

"Jeg regner med, at vi kommer op på mellem 10.000-12.000 grise om ugen. Måske skal vi op på lidt flere, men det kommer også an på kundesituationen. Det må vi se på. Men du kan godt skrive, at vi er klar til at tage nye leverandører ind næste år", griner han.

I dag må Danepork slagte ca. 9.000 svin om ugen.

Har kalkuleret forsigtigt

Danepork har i løbet af de sidste par år investeret i flere udvidelser af det gamle slagteri fra 1989.

Denne gang er der tale om et langt større projekt, selv om Danepork som nævnt langtfra regner med at udnytte den fulde kapacitet fra start.

"Det handler om at fremtidssikre. Jeg har været med i mange år og har kunnet se, hvordan forretningen udvikler sig, og hvad det koster at bygge lidt til hele tiden. Nu tager vi et stort ryk, og så har vi en stor kapacitet, vi kan arbejde med", siger direktøren og fortsætter:

"Vi har kalkuleret forsigtigt, og der kan det godt løbe rundt. Hvis det viser sig, at det kan betale sig at udnytte den sidste kapacitet, så må vi se på det, men det er der ikke nogen ambition om lige nu. Vi skal ikke nødvendigvis slagte mange flere grise, men nu får vi pladsen til det".

Leo Grønvall forklarer desuden, at der i det nye projekt er investeret en hel del i at få indrettet det nye slagteri, så man får et optimalt flow af hensyn til bl.a. medarbejdere og hygiejne.

"Også mere end der er krav om i dag, men så vi er helt up to date. Det skal være så strømlinet som muligt", siger han.

Omsætter for halv mia.

Ikke bare slagteriet hos Danepork er vokset løbende, det er omsætningen også.

I regnskabsåret for 2018/19 steg den til over en halv mia. kr., hvoraf Danepork indkasserede et overskud på 20 mio. kr.

Direktør Leo Grønvall tager udviklingen stille og roligt.

"Der er vel tale om en organisk vækst, og vi vokser stille og roligt med både vores leverandører og kunder. Når de bliver større, skal vi også have en vis størrelse", siger Leo Grønvall.

Har været planlagt længe

Direktøren afviser, at byggeriet hænger sammen med den nylige optur i svinebranchen, hvor priserne, især i 2019, lå på et meget højt niveau.

"Det har intet med det at gøre. Vi startede med at søge godkendelse i 2011, og det er gået meget op og ned siden. Men det glæder mig meget, at det går godt for leverandørerne lige nu", siger Grønvall.

Efter planen skal det nye slagteri stå færdigt omkring sommerferien næste år og kommer ikke til at forstyrre den nuværende produktion.

Byggeriet kommer til at ligge klos op ad de nuværende faciliteter, der ligger i landsbyen St. Lihme mellem Vejle og Billund.

Faktaboks

Om Danepork:

  • Danepork startede i 1989 og er privatejet. 
  • Kunderne er især inden for forarbejdnings- og forædlingsindustrien.
  • Ejer er direktør Leo Grønvall.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle