Problem med godkendt svampemiddel får vandværker til at kræve grundvandsparker

Danske Vandværker og Danva presser nu igen på for at få etableret såkaldt grundvandsparker efter, at Miljøstyrelsen har indledt partshøring omkring svampemiddel brugt til kartoffelproduktion.

Mandag kom det frem, at Miljøstyrelsen nu ser på, om godkendelsen af svampemidlet cyazofamid, der anvendes til kartofler skal trækkes tilbage.

Nu benytter brancheforeningerne Danva og Danske Vandværker situationen til at presse på for at få gennemført et for dem stort ønske om grundvandsparker. I en pressemeddelelse, fra de to foreninger lyder det, at sagen er et tydeligt eksempel, hvor helt afgørende det er at oprette grundvandsparker, hvor drikkevandsindvinding holdes fri for forurenende aktivitet. 

- Vi ønsker, at Regeringen, som den skriver i sit grundlag, reserverer arealer - de såkaldte grundvandsparker - til drikkevandsindvinding, hvor der ikke må være forurenende aktiviteter. Selvom vi presser på, så er der desværre midler, som man får lov til at fortsætte med at bruge. Og når det nu en gang er sådan, så haster det med, at drikkevandet sikres med grundvandsparker, siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen. 

Fra Susan Münster, direktør i Danske Vandværker lyder det:

- Vandselskaberne kæmper for at holde rester af tilladte og forbudte pesticider ude og sikre danskerne rent drikkevand i hanerne. Vi vil gerne opfordre til, at politikerne får drikkevandet beskyttet en gang for alle.

Også i Danmarks Naturfredningsforening mener man, at sagen om cyazofamid bør føre til dannelsen af grundvandsparker.

- I knap 20 år har det danske godkendelsessystem konkluderet, at et udbredt sprøjtemiddel var sikkert at bruge. Det viser sig at være forkert - det går i grundvandet.  Det bedste argument for grundvandsparker er lige her, skrev foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding på Twitter mandag aften.

Forslaget om grundvandsparker på 200.000 hektar landbrugsjord var en del af det, som de røde partier gik til valg på, men det blev ikke en del af regeringsgrundlaget i SVM-regeringen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle