De nyeste tal, som viser en stigning i dødeligheden for alle grupper af grise, bliver et gigantisk problem for landbruget. Ikke bare er udviklingen et slag mod troværdigheden i frivillige aftaler. Med tallene har grise- producenterne så at sige lagt hovedet på offentlighedens skafot. Det mener LandbrugsAvisens chefredaktør Christian Friis Hansen.
Hvis man skærer helt ind til benet, var der én interessant oplysning i det, der lidt formelt hedder ’Landsgennemsnittet for produktivitet i produktionen af grise i 2021’, som blev offentliggjort i sidste uge. Det interessante var, at dødeligheden for grise ikke falder. Tværtimod stiger den for alle grupper. Særligt stikker tallene for pattegrisedødeligheden ud, fordi den er steget fra 23,1 procent i 2020 til 23,4 procent i 2021.
Så var der alt muligt andet med produktivitetsforbedringer, tallene for fravænnede grise pr. årsso og fodereffektivitet, men skal man - og her igen skåret helt ind til benet - tage det vigtigste, er alt dette sniksnak for branchefolk. Ude i den store offentlighed - og her afgøres rigtig meget politik - er pattegrisedødeligheden det, der bliver taget fat i.
Det er der til en vis grad allerede blevet, men man skulle være en ualmindeligt omtåget og klatøjet spåkone, hvis ikke man kunne forudse, at der kommer mere fra den skuffe - der er trods alt mindre end et år til eksempelvis næste folketingsvalg, hvor et utal af kandidater fra venstrefløjen vil elske at hamre mod denne udvikling. Og de vil blive fodret med skyts fra en række lige så villige dyreværnsorganisationer og lignende.
Frivillighed for skud
På den ene side er smågrisedødelighed uundgåelig. Selv i Guds frie natur uden stalde og varmelamper ville mange smågrise dø. Det har altid været sådan.
Det afgørende her er, at landbruget selv har indgået en aftale om, at dødelighedstallene skal bringes ned, og så er der simpelthen grænser for, hvor mange gange man kan love bod og bedring. Hvis ikke man lever op til aftalerne, lægger man selv hovedet på offentlighedens skafot. Og der ligger man som bekendt blottet.
Sektorformand i Landbrug & Fødevarer Gris, Erik Larsen, siger, at han ikke frygter politiske indgreb, fordi alle griseproducenter gerne vil løse problemerne med dyrevelfærd. Og man kan da også håbe, at han har ret. Men er han sikker?
Er han sikker på, at alle griseproducenter nu også opfatter dødeligheden som det store problem, den bliver udråbt til i offentligheden?
Følger man debatten på diverse sociale medier, kunne noget tyde på, at der ikke er fuldstændigt fodslag.
Det kommer der nok heller aldrig, men hvis man ikke vil påføres stramme retningslinjer udefra, er det altid god latin at leve op til de aftaler, man har indgået.
Det er ikke sket her, og dermed vil der være et massivt pres fra landbrugets modstandere for at få indført mærkbare sanktioner, hvis der ikke sker fremskridt.
