Professor: Gammelt kød er ikke nødvendigvis sundhedsskadeligt

Ifølge professor Tine Hald kan kød som udgangspunkt holde sig til evig tid, hvis det er frosset rigtigt ned.

Der er som udgangspunkt ikke noget sundhedsskadeligt i at have kød opbevaret på frost i mange, mange år.

Sådan lyder det fra Tine Hald, der er professor på Fødevareinstituttet ved DTU.

Onsdag kom det frem, at Fødevarestyrelsen under et kontrolbesøg i et eksternt frysehus, som tilhører slagterivirksomheden Skare Meat Packers, har fundet 250 ton gammelt kød.

Noget af det stammer fra 2010.

- Det går selvfølgelig hårdt ud over kvaliteten på kødet, men hvis det er frosset ned til den anbefalede temperatur, så sker der i princippet ikke noget, siger Tine Hald.

Ifølge forskeren betyder det dermed ikke noget sundhedsmæssigt, hvor mange år kødet har været frosset ned.

- Sygdomsfremkaldende bakterier vokser ikke ved så lave temperaturer, men kan godt overleve. De skal have været der i forvejen, hvis de skal være sundhedsskadelige.

Så længe temperaturen er under minus 18 grader, gør temperaturen, ifølge Tine Hald, ingen forskel.

Hun nævner, at minus 25 grader er en optimal indfrysningstemperatur også for kvalitetens skyld.

Skare Meat Packers er ikke blevet politianmeldt for at sælge gammelt kød. Det er nemlig ikke ulovligt at sælge, så længe virksomheden har vurderet, at det er forsvarligt at sælge.

Dog har virksomheden modtaget en politianmeldelse, som bestod af tre forhold, da Fødevarestyrelsen blandet andet ikke kunne spore det gamle kød tilbage til oprindelseslandet, fordi anmærkningen manglede.

- Når kødet er så gammelt, så har man ikke nødvendigvis data på det i forhold til sporbarhed, samt hvad der kunne være i det af sygdomsfremkaldende bakterier.

- Hvis man bruger det, og der efterfølgende opstår sygdomstilfælde, så er det svært at spore, hvor det kommer fra, siger Tine Hald.

Ud over manglende anmærkning på kødet er Skare Meat Packers meldt til politiet for at forsøge at forhindre Fødevarestyrelsen i at komme ind og foretage kontrollen.

Derudover er virksomheden politianmeldt for at ændre oprindelseslandet på en del af kødet.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle