Professors kritik deler vandene hos politikerne

Professor har ret, siger Liberal Alliance og Radikale. Venstre erklærer sig uenig.

Professor Jørgen E. Olesen tager fejl, når han siger, at der har manglet politisk fokus på forskning i klimaløsninger til landbruget.

Sådan lyder svaret fra Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen til kritikken:

"Jeg mener, han tager fejl, fordi vi kan jo se, at dansk fødevareproduktion er en af de mest klimavenlige i verden. Det skyldes bl.a. forskning på området", siger Erling Bonnesen og fortsætter:

"Udviklingen er blevet drevet så langt frem, som det er muligt, og nu er vi så kommet dertil, hvor der er brug for ekstra ressourcer på området. Derfor har vi afsat 90 mio. kr. til forskning".

Stort fokus på økologi

Helt omvendt erklærer Liberal Alliances Carsten Bach sig enig med professor Jørgen E. Olesens kritik af det politiske fokus:

"Det har han fuldstændig ret i. Der er blevet fokuseret for meget på miljødelen", siger landbrugs- og klimaordfører Carsten Bach, Liberal Alliance.

Som en del af den seneste regering erkender han at have en del af ansvaret for ubalancen, men han placerer i høj grad ansvaret hos tidligere regeringer, hvor Carsten Bach især kritiserer det store fokus på økologi.

"Hovedansvaret ligger hos skiftende regeringer, der har haft stort fokus på økologi. Der er blevet kanaliseret rigtig mange penge ud i økologien, hvor de penge i stedet kunne være brugt på bedre forskning på klimavenlig drift i landbruget", siger han.

Men hvorfor er det ikke lykkedes at få det vendt, mens du selv har siddet i regering?

"Vi har skubbet på, men det er svært med 13 mandater. Jeg synes også, at vi har adresseret det en smule ved i regeringen at have afsat 90 mio. kr. til formålet".

Masser at gå i gang med

Radikales Ida Auken giver også delvist medhold i professor Jørgen E. Olesens kritik.

"Det kan han i princippet godt have ret i. Blikket har været rettet stift mod kvælstof, og man har måske ikke haft fokus på de synergier, der både kan gavne miljø og klima", siger Ida Auken.

Det friholder dog ikke landbruget fra et yde en større indsats i denne grønne omstilling, mener hun.

"Landbruget er ikke kommet lige så tydeligt i gang som andre sektorer, og der må man også kigge indad".

Jørgen E. Olesen påpeger, at det er svært for landbruget at trylle løsninger frem her og nu, som bl.a. dit parti kræver. Er det så helt fair?

"Det er rigtigt, at vi ikke har alle løsninger, men vi har mange. Der er masser af lavthængende frugter endnu som mere skovrejsning, lukkede staldsystemer, og der er også inspiration at hente fra månegrisene. Der er masser at gå i gang med", siger Ida Auken.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle