Protein-virksomhed stormer frem: Vil fordoble produktionen

Protein-virksomheden European Protein kan ikke følge med efterspørgslen og vil udvide produktionen af deres fermenterede foder.

Det går rigtig godt hos foder- og proteinvirksomheden European Protein, der blandt andet laver fermenteret protein til svinefoder, der kan erstatte brugen af medicinsk zink og kan fremme sundheden for både søer og smågrise.

Det fortæller stifter og direktør Jens Legarth.

Seneste regnskab viser et overskud på 2,6 mio. kr. i European Protein, der er et rent produktionsselskab af virksomhedens forædlede proteiner og enzymer til foder. Det står op i mod et overskud på henholdsvis 2,9 mio. kr.

For moderselskabet Fermentationexperts AS, hvor al forskning og arbejde med patenter foregår, var overskuddet i 2018 på 458.000 kr., og 2019 forventes at ligge på et pænt million-overskud.

"Vi venter stadig på nogle af de undenlandske regnskaber, inden vi kan melde resultatet ud", fortæller Jens Lergarth. Egenkapitalen var i 2018 på 25,8 mio. kr.

Hvad regnskabet dog ikke viser, er de store summer, som virksomheden bruger på forskning.

"Der er et fint og stabilt overskud, men ikke sammenlignet med den fremgang, der har været på markedet i 2019, og det er der en grund til. Her er vi ret jyske i vores tilgang. Det man ikke kan læse ud af regnskabet, er alle de penge, vi bruger på forskning. Havde vi aktiveret de udgifter i regnskabet, ville vi have haft et langt større millionoverskud, men vi aktiverer næsten ikke vores forskningsudgifter i regnskabet og afskriver samtidig vores patenter rimelig hurtigt", forklarer Jens Legarth.

I 2019 havde Fermentationexperts seks produkter i produktion i tre lande, og 10 åbne forskningsprojekter med blandt andet DTU og Københavns Universitet, der samlet havde fået bevilliget 35 mio. euro (ca. 261 mio. danske kroner).

Vil fordoble produktionen

Faktisk går det så godt med både produktion, afsætning, forskning og udvikling af nye produkter, at virksomheden vil fordoble produktionen af deres fermenterede proteinfoder, fortæller Jens Legarth.

"Selvom vi optimerede produktionen i 2019, kan vi stadig ikke helt følge med, og derfor arbejder vi på at få udvidet kapaciteten på den danske fabrik i Jelling", fortæller stifteren.

Selskabet producerer årligt 25.000 ton fermenteret foder, men har tilladelse til det dobbelte.

"Vi kan komme op 50.000 ton ved en udvidelse", siger Jens Legarth, der også ser frem mod udvidelser på fabriken i USA.

"Vi har produktionsanlæg til samme størrelse i Ukraine, og vi kigger på at udvide til samme størrelse i USA, hvor efterspørgslen af vores produkter også stiger. Jeg kunne sagtens forestille mig, at vi kunne producere 150.000 ton fra de tre fabrikker i løbet af 2021. Men det kommer selvfølgelig an på, hvor stor indflydelse corona-virussen får på salget", siger han.

Corona stopper forskning 

Den stadigt fremadstormende viruspandemi corona, eller covid-19, påvirker også foder-virksomheden.

De medarbejdere, som kan arbejder hjemmefra, gør det, og i produktionen følger virksomheden selvfølgelig myndighedernes anvisninger.

Dyrene skal dog stadig have foder, hvorfor produktionen stadig kører, og kunderne får leveret som hidtil. Men sælgerne har ikke meget at lave i disse dage, og direktøren heller ikke meget - for alle rejser og møder af aflyst, og også alle forskningsprojekter er sat i stå.

"Alle forskningsprojekter er sat på standby, da forskerne er sendt hjem fra universiteterne. Vi har lige indgået en større kontrakt med Københavns Universitet, men det kan først starte op, når corona-krisen er ovre. Så jeg har ikke meget at lave i øjeblikket", siger direktøren, der trods alt glæder sig over, at fabrikkerne stadig kører.

At forskningen er gået i stå er katastrofal for virksomheden, der lige nu lever af, at være markedsførende på nye produkter inden for tarmens bakteriesammensætning - og at kunne bevise, at de virker, så der kan tegnes nye patenter.

"Vi er os bekendt de eneste i den vestlige verden, der arbejder med mælkesyre-fermentering af planteproteiner, og det er mange år siden, at universiteterne stoppede med at udvikle solid-state fermentering. Derfor har vi brugt enorme summer på at forklare effekterne via forskning siden", forklarer Jens Legarth:

"Det er også et problem for os, at forskningen er gået i stå, for de frivillige, der lige nu tester vores produkter i søsterselskabet FermBiotics, kan ikke komme ind til tjek hos forskerne, så vi kan måske starte forfra på nogle af vores forsøg, hvis det her fortsætter", fortæller direktøren.

Faktaboks

European Protein er produktionsvirksomheden, mens Fermentationexperts AS er en forskningsvirksomhed. 

European Protein blev kåret som Gazellevirksomhed i 2019.

Har ca. 20 aktive registrerede og udstedte globale patenter i koncernen.

Af samme familie er også opstået selskabet FermBiotics, der arbejder på at føre princippet fra det fermenterede svinefoder over til mennesker.

For European Protein var bruttofortjenesten i 2019 på 10,4 mio., og egenkapitalen på 7,6 mio. kr..

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle