Protest: Landmænd truer med at begrænse fødevareforsyningen i Holland

De hollandske landmænd har flere gange protesteret med tusindvis af traktorer i gaderne. Nu er der planer om at blokere fødevareforsyningen til eksempelvis supermarkeder.

De hollandske landmænd, der igennem flere måneder har protesteret mod regeringens planer om at skærpe reglerne for kvælstofudledningen i landbruget, truer nu med at tage demonstrationerne til et helt nyt niveau. 

Gruppen Farmers Defence Force, der har stået for at organisere en del af protesterne, varsler nu en ny protest i ugen op til juleaften.

Protesten skal ifølge formanden for Farmers Defence Force lukke ned for dele af fødevareforsyningen. Det skriver han selv i på gruppens lukkede Facebook-side, og flere Hollandske medier bekræfter udmeldingen. 

Indtil nu har de hollandske landmænd fortrinsvis skabt lange køer og store trafikpropper ved at køre tusindvis af traktorer på gaden og samles i centrum af de største byer i Holland.

Protesterne, har da også hjulpet så langt, at en gruppe landmænd og talsmænd for landmændene, blandt andet et par stykker fra gruppen Farmers Defence Force, har været inviteret ind i det hollandske svar på miljø- og fødevareministeriet for at give deres meninger til kende om de nye reguleringer, som mange landmænd frygter vil føre til konkurser og at en del landbrug må lukke ned.

Regeringen har dog ikke været lydhør nok, mener de vrede landmænd, og derfor varsler de en ny protest. Planerne lyder for øjeblikket på at samles i grupper af 40 traktorer og andre store landbrugsmaskiner for at spærre vejene og leveringer med fødevarer til eksempelvis distributionscentre og supermarkederne. Det sidste er dog ikke endeligt bekræftet af Farmers Defence Force, der først i næste uge melder mere klart ud om planerne.

Blandt arbejder gruppen på at lave en liste over de landmænd, der har gårdbutikker, som man vil udgive i forbindelse med protesten. På den måde håber landmændene, at det vil få forbrugerne ud af byerne og handle lokalt ved producenten.

Dagen for protesten er ikke oplyst endnu.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle