Miljøstyrelsen udbyder i efteråret en million kroner til projekter inden for oprensning af PFAS forureninger i jord.
I efteråret 2022 kan der søges om tilskud til udvikling af teknologi til oprensning af PFAS-forureninger i jord.
Pengene kan søges gennem Miljøstyrelsens Teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening. Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Puljen har til formål at udvikle og skabe grundlag for at foretage mere effektive, miljømæssige og økonomiske oprydninger af PFAS forurenede jorde i Danmark, skriver styrelsen.
Her tænkes især på, at få afprøvet og implementeret nye oprydnings- og afværgeteknologier på dansk jord, lyder det.
Både offentlige og private kan søge puljen.
Miljøstyrelsen gav i foråret 2022 tilsagn på cirka fem millioner kroner til 11 indkomne projektforslag omhandlende PFAS forureninger.
PFAS er en samling af flourholdige, miljøskadelige kemikalier. Det mest kendte er PFOS. Kemikalierne var tidligere populære i produktionen af bygningsmaterialer, fordi stofferne er brandhæmmende.
PFAS-forureningerne er blevet et meget debatteret emne, efter det i foråret 2021 kom frem, at PFOS havde spredt sig fra en brandskole i Korsør til en nærliggende mark.
Her gik køer fra Korsør Kogræsserforening i årevis og indtog stoffet gennem græsset. Giften spredte sig til aftagerne af oksekødet.
Der blev taget blodprøver af kogræsserforeningens medlemmer, og de viste stærkt forhøjede værdier af PFOS.
Siden er der også fundet PFOS i oksekød fra fynske kvæg, og en kortlægning fra Danske Regioner viser, at næsten 15.000 steder i Danmark bør undersøges for forurening af de giftige fluorstoffer.
Ansøgningsfristen til puljen om oprensning er 7. november 2022.
/kold