Smågrisenoteringerne har efter et vildt prisridt i januar og februar haft en stillestående prisudvikling de seneste uger.
Prisudviklingen for smågrisenoteringerne står bomstille for tiden.
De hastigt stigende noteringer, svinesektoren var vidne til i januar og februar, der blandt andet indebar 11 noteringsstigninger i træk for SPF-puljenoteringen og rykkede den fra 210 til 465 kr, er i den grad erstattet af mere roligt terræn.
I den kommende uge forbliver smågrisenoteringerne på det samme niveau.
For SPF-puljenoteringen betyder det en prisseddel på 465 kr. for en 30 kgs-gris, mens puljenoteringen hos Porc-Ex fortsætter på 510 kr.
For den beregnede notering fortsætter 439 kr. også med at være prisen i næste uge.
På årsbasis er den beregnede notering fortsat klart i spidsen efter et forholdsvist højt prisniveau fra starten af året. Den gennemsnitlige notering er på 413 kr. Det er pænt niveau højere end SPF (346 kr.) og Porc-Ex (378 kr.).