En åben låge blev dyr for Naturstyrelsen.
En låge, der ikke blev lukket ordentligt, er skyld i, at Naturstyrelsen skal plante en helt ny skov forfra igen. I midten af marts benyttede et eller flere rådyr sig af, at lågen til den nytilplantede skov stod åben. Rådyrene gik derefter på rov i egetræernes friske knopper, indtil alle træer var bidt ned.
Det skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.
"En enkelt glemsom sjæl, der ikke lukker lågen, er i dette tilfælde nok til fuldstændig at nulstille skoven, så vi må begynde helt forfra igen. Der er mange rådyr i området, og når lågen til skoven står åben, går der ikke lang tid, før dyrene finder frem til de spæde træer med velsmagende knopper," siger skovfoged Mette Skat Buhr fra Naturstyrelsen i Storstrøm.
Naturstyrelsen overvejer nu at indføre et system med frivillige, lokale hegnsvogtere, der kan holde øje med indhegninger og give Naturstyrelsen besked, hvis der er problemer med hegn eller låger. Det kan også komme på tale ganske enkelt at låse lågerne til små, nytilplantede skovarealer, hvis der er store bestande af hjortevildt i området.
Det nuværende hegn rundt om den nytilplantede skov er 1,7 meter højt, og det er normalt højt nok til at holde rådyr væk. Men nu, hvor rådyrene har fået smag for træerne på den anden side af hegnet, så kan det blive nødvendigt at skyde de rådyr, der springer over hegnet, fordi de har gode erfaringer med at være på rov i indhegningen.
Skovfoged Mette Skat Buhr regner med, at de nye træer først vil blive plantet i løbet af efteråret 2015.