Rød aftale giver 120 mio. kr. til økologi

Regeringen har sammen med Enhedslisten og SF indgået aftale om udmøntning af økologipenge afsat på Finansloven

En ny aftale mellem regeringen og rød blok betyder, at staten i årene frem mod 2018 hvert år afsætter 30 mio. kr. til økologi. 

"Jeg er meget glad for, at Enhedslisten og SF bakker op om regeringens høje ambitioner for økologien. Aftalen betyder, at vi nu får mulighed for at styrke og videreudvikle dansk økologi – herhjemme og på vores eksportmarkeder," siger fødevareminister Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

Enhedslisten vil have mere gang i omlægningen til økologi.

"Vi vil have mere økologi, men det er ikke nok. Økologien skal også udvikles. Her har vi lagt særlig vægt på at få gang i udviklingen af økologisk svineproduktion og nye økologiske produktionsformer, der fokuserer på naturlighed, biodiversitet, miljø, klima og arbejdspladser," siger Per Clausen, Enhedslisten.

 SF’s Lisbeth Bech Poulsen siger:

"På et tidspunkt, hvor vi fejrer Ø-mærkets 25 års jubilæum er aftalen om økomillionerne et helt naturligt, men også flot skridt fremad. Både når det gælder omlægning af fødevareproduktion, dyrevelfærd og sundere fødevarer til danskerne. Det gælder både maden i offentlige køkkener og den forbruger der står ved køledisken.

Ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik steg den økologiske eksport med 31 pct. på et år, så den nåede op på ca. 1,5 mia. kr.

Derudover er omlægningen af offentlige køkkener til økologi en vigtig del af Fødevareministeriets økologiindsats. I alt er omkring 600 offentlige køkkener omlagt til økologi især i daginstitutionerne.

Faktaboks

Dette går pengene til frem mod 2018

  • 34 mio. kr. til at styrke eksport af dansk økologi
  • 55 mio. kr. til fremme af afsætning af økologiske produkter på det nationale marked - herunder økologisk omstilling af   offentlige køkkener
  • 27 mio. kr. til økologiudvikling samt omlægning- og fastholdelsesindsats
  • 4 mio. kr. til udvikling af økologisk svineproduktion

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle