Rød blok siger nej til Esben Lundes nye kystlov

De røde partier står ikke bag Esben Lunde Larsens forslag til en ny kystlov. De begrunder det med, at den forringer borgernes klagemuligheder.

Esben Lunde Larsens stort anlagte forslag til ny kystlov fik ikke just positive røster med fra rød blok i førstebehandlingen af lovforslaget i Folketingssalen.

Det skriver Altinget.

"Det virker for mig fuldstændig ulogisk, at man ikke giver samme naturbeskyttelse i private projekter – der oven i købet udgør langt de fleste sager – som man gør ved de fælleskommunale projekter. Jeg kan ikke se, at regeringen noget sted argumenterer sagligt for opdelingen," sagde Socialdemokratiets miljøordfører Christian Rabjerg Madsen.

Netop det punkt har både landbruget, grønne organisationer og sommerhusejere kritiseret; nemlig at der med loven lægges op til, at der i fremtiden for en stor del af sagerne kun kan klages over retlige forhold i forbindelse med en kystsikringssag.

Det vil med andre ord sige, at der kun kan klages, hvis man mener, kommunen har begået procesfejl, som eksempelvis manglende overholdelse af høringsfrister.

Også Enhedslistens ordfører Søren Egge Rasmussen kom med en skarp udmelding om Regeringens forslag.

"Det er en stærk demokratisk forringelse i forhold til situationen, som den er i dag," sagde han.

Esben Lunde Larsen behøver dog ikke frygte, at han ikke får flertal for sit lovforslag. Dansk Folkeparti er nemlig svært begejstret for det nye forslag, og der er lige nu flertal.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle