Røde partier opfordrer til mere klimavenligt landbrug

En ny klimarapport slår fast, at der skal omfattende tiltag til for at begrænse den globale opvarmning.

Der mangler især klimatiltag på landbrugsområdet, hvis Danmark skal være med til at nå at begrænse den globale opvarmning.

Sådan lyder det fra politikere i rød blok, efter at FN's Klimapanel, IPCC, tidligt mandag har offentliggjort en ny rapport om klimaet.

Morten Østergaard, politisk leder for De Radikale, mener, at politikerne ikke kan gå uden om landbruget, når udslippet skal reduceres.

"Landbruget er en væsentlig del af Danmarks alt for høje bidrag til klimaforandringerne gennem en høj CO2-udledning. Vi har også forpligtet os til at nedbringe vores CO2-udledning i forbindelse med fødevareproduktion", siger partilederen.

"Vores bud er, at vi udtager en tredjedel af det nuværende landbrugsareal fra intensiv drift og enten omlægger det til natur, skovdrift eller afgræsningsareal for dyr".

S VIL BYTTE JORDE

Regeringen præsenterer tirsdag sit længe ventede klimaudspil for 2020-30.

Det skal vise, hvordan Danmark reducerer CO2-udslippet inden for landbrug, transport og bygninger, som ikke er omfattet af EU's kvotesystem. 

Socialdemokratiets klimaordfører, Jens Joel, mener også, at regeringen bør tage fat på landbruget.

"Man skal bytte jorde, så man sikrer, at vi lagrer mere CO2 i jorden", siger S-ordføreren.

"Men der er også en opgave på transportområdet, hvor regeringen kun har præsenteret et mål, men ikke nogle konkrete virkemidler. Tværtimod har de sagt nej, når vi har sagt, hvordan vi skal sætte gang i salget af grønne biler".

ALTERNATIVET: MERE VEGETABILSK PRODUKTION

Den nye FN-rapport viser, at det kræver hurtige, omfattende og hidtil usete ændringer i alle aspekter af samfundet, hvis den globale opvarmning skal begrænses til 1,5 grader i år 2100 - målt i forhold til før industrialiseringen.

Alternativets klimaordfører, Rasmus Nordqvist, peger også på både landbrugs- og transportområdet som vigtige områder.

"Der skal ske en omstilling i landbruget. Noget jord skal tages ud af produktion, men det er også at omstille fra animalsk til vegetabilsk produktion", siger han.

RESTEN AF RØD BLOK ER MED

Nogenlunde samme meldinger lyder fra Enhedslisten og SF. Klimaordfører Søren Egge Rasmussen (EL) peger på, at den grønne omstilling skal ske i alle sektorer.

"Det gælder også Lars Løkke Rasmussens gode venner i Landbrug & Fødevarer. Enhedslisten vil reducere landbrugsarealet og den animalske produktion, hvilket er nødvendigt for at sikre en klode der er til at leve på for de fremtidige generationer", siger ordføreren i en pressemeddelelse.

Og SF-formand Pia Olsen Dyhr har ligeledes en opfordring til regeringen.

"Jeg håber virkelig, at det endelig er gået op for dem, at det er vigtigere at skrue helt ned for CO2-udledningen, end det er at sikre billigere luksusbiler og frede landbruget", siger hun i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle