Rødkløvereffekten er stærkt overvurderet

Et nyt forsøg viser faldende foderoptagelse og mælkeydelse ved fodring med store mængder rødkløver.

De positive effekter på mælkeproduktionen ved at fodre med rødkløver kan meget vel være stærkt overvurderede.

Et nyt forsøg, som blev fremlagt på fodringsdagen i Herning, viser, at køernes mælkeydelse og foderoptagelser falder i takt med stigende andel rødkløver i græsblandingerne.

Faktisk blev der i forsøget registreret en tendens til højere foderoptag ved fodring med de hvidkløverbaserede blandinger, 35 og 22, samt en strukturblanding fra Barenburg.

Mælkeydelsen var til gengæld signifikant højere ved fodring med blanding 22, 35 og struktur i forhold til græsblanding nr. 42, som indeholder rødkløver.

Ydelsesforskellen mellem blanding 42 og struktur/35 udgjorde tæt på ét kg EKM pr. ko pr. dag.

Udsat for intensiv blanding

Det højeste grovfoderoptag blev til fleres overraskelse registreret ved fodring med struktur-blandingen fra Barenburg. Dernæst fulgte blanding 35, 45 og 42.

Ifølge Betina Amdisen Røjen, konsulent ved VFL, Kvæg, som stod bag forsøget, skyldes det formentlig, at alle foderblandingerne blev mixet 45 minutter inden udfodring, og at strukturblandingens forskellige græsser dermed blev skåret ned i små partikler på størrelse med de øvrige blandinger.

»Der blev registreret en klar sammenhæng mellem grovfoderoptaget og EKM-ydelsen. Jo højere optag, jo højere ydelse,« konkluderede Betina Amdisen Røjen.

At køerne overraskende nok ikke kvitterede for rødkløveret i blandingerne, lægger i følge Betina Amdisen Røjen op til flere undersøgelser af effekten af bælgplanter, herunder især rødkløver.

»Vi kan kun finde rødkløver som den eneste forklarende variabel på ydelsen. Jo mere rødkløver i blandingen, des mindre mælk gav køerne,« sagde hun.

Ingen forskel i kvalitet

I forsøget indgik 16 partier af kløvergræsensilager baseret på fire forskellige blandinger.

De 16 partier af ensilage var udvalgt efter at være analytisk sammenlignelige primært på grundlag af fordøjelighed af organisk stof.

Alle ensilagerne var af første slæt 2013.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle