Radiotavshed, efter topchef har forladt Danbred

Direktør i milliardvirksomheden Danbred Thomas Muurmann Henriksen er stoppet efter en sag om seksuel chikane af flere yngre kvindelige ansatte i virksomheden. En sag som Landbrug & Fødevarer som storaktionær har afvist at forholde sig til.

Det trak overskrifter i medierne, da direktøren for landbrugets milliardvirksomhed Danbred, Thomas Muurmann Henriksen, trak sig fra sin post onsdag aften.

Direktøren valgte at stoppe med øjeblikkelig virkning, efter det kom frem, at en række kvindelige ansatte har været udsat for krænkende adfærd fra ham - bl.a. tre kvinder til en sommerfest i juni.

Det har hverken før eller efter den nu tidligere direktørs opsigelse været muligt at få en kommentar fra ham. Og det ser ud til at være lidt af en tendens.

For heller ikke Landbrug & Fødevarer, der er majoritetsejere af Danbred med 51 pct., har ønsket at kommentere sagen, hverken før eller efter Thomas Muurmann Henriksens opsigelse.

"Vi har forståelse for ønsket om, at L&F som en stor medejer skal kommentere en sag som den beskrevne. Men DanBred er en selvstændig virksomhed med egen bestyrelse, og vi har ikke mulighed for at kommentere på interne forhold som disse. Vi henviser derfor til DanBreds bestyrelsesformand", lyder det fra L&F i en skriftlig kommentar.

Det har siden fået flere til at kritisere, at organisationen ikke vil forholde sig til sagen. 

Det er også kommet frem, at de tre kvinder, der oplevede chikanerende adfærd fra Thomas Muurmann Henriksen, i et brev har henvendt sig til toppen af Landbrug & Fødevarer for at få hjælp. 

Som svar modtog kvinderne et brev fra adm. direktør, Anne Arhnung, hvor hun kaldte kvindernes oplevelse for "tung". 

Mange spørgsmål

Efter gentagne forsøg er det dog heller ikke lykkedes at få en kommentar fra Christian Junker, formand for Danbreds bestyrelse.

LandbrugsAvisen ville ellers gerne have spurgt ham, om man mener, at det var det rigtige, at Thomas Muurmann Henriksen nu har valgt at trække sig.

Det mente bestyrelsen nemlig ikke for blot få uger siden, da en intern undersøgelse konkluderede, at der skulle sættes en stopper for Thomas Muurmann Henriksens "uacceptable adfærd", men at han kunne beholde sit job.

Onsdag aften efter hele sagen havde været en tur i mediemøllen var den besked nemlig ændret til, at bestyrelsen nu var "enig i Thomas Muurmann Henriksens beslutning om øjeblikkelig fratrædelse", som det lød i en skriftlig kommentar. 

Derfor ville vi selvfølgelig også gerne have spurgt bestyrelsesformanden, hvad der ligger til grund for den holdningsændring, og om Thomas Muurmann Henriksen kunne være blevet siddende som direktør, hvis ikke sagen var kommet i medierne? Slutteligt ville vi også gerne spørge til den kritik, der er blevet udtalt af bestyrelsens håndtering af sagen.

Ledelsesflugt

Thomas Muurmann Henriksens opsigelse har stillet selskabet uden direktør, men også en række andre ledere i Danbred har hen over sommeren sagt op. Det gælder blandt andet finansdirektør Jesper Vikelsø Jensen, HR-direktør Andrea Winther og chefjurist Morten Schroll. 

Det bemærkelsesværdige var, at ingen af de tre chefer havde nye jobs, da de valgte at forlade Danbred.

Til Landbrugsavisen forklarede bestyrelsesformand Christian Junker dengang, at opsigelserne ikke skyldtes firmaets nye strategi men en personalesag.

"Vi må erkende, at der på øverste ledelsesniveau har været nogle uenigheder, og det har ført til de her opsigelser og fratrædelser. Vi har haft en personalesag, og den er blevet håndteret", sage han dengang.

Hverken Jesper Vikelsø Jensen, Andrea Winther eller Morten Schroll har ville udtale sig om personalesagen.

Danbred P/S blev dannet i 2017 og har ud over L&F både Danish Agro og Holdingselskabet DBI A/S som minoritetsejere.

Sagen har rystet virksomheden, der er blevet kaldt ’et af landbrugets guldæg’. Danbred, der sælger avlssvin og sæd i store dele af verden, havde sidste år en omsætning på 1,2 mia. kr. og er dermed nr. 409 på listen over de 1.000 største danske virksomheder målt på omsætning og nr. 42 på samme liste inden for landbruget.

Faktaboks

Sagen kort

  • Til en sommerfest opførte direktør i Danbred Thomas Muurmann Henriksens sig seksuelt krænkende over for tre kvindelige ansatte.
  • En intern undersøgelse har siden vist, at »der er ingen tvivl om, at de berørte kvinder har oplevet en upassende opførsel«. Kvinderne er siden blevet tilbudt en godtgørelse på mellem 25.000-50.000 kr.
  • Bestyrelsen lod dog direktøren beholde sin stilling, som han senere selv opsagde.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle