Ramte et hul i markedet: Nu kan Henrik Bovbjerg ikke følge med efterspørgslen

Efterspørgslen efter økologiske Topigs Norsvin er så stor, at Bovbjerg Økologi ikke kan følge med til at producere nok. Men da Henrik Bovbjerg startede, anede han ikke, at det ville gå sådan.

Henrik Bovbjerg er ikke den fødte økolog. Han har altid interesseret sig for opformering, men i mange år skænkede han ikke økologien en tanke.

»Jeg er født og opvokset på en opformeringsbesætning på Mors og har arbejdet for en række forskellige avlsbesætninger. Jeg har også arbejdet for Danbred med eksport. Men jeg fandt ud af, at jeg skal ikke være rådgiver«, fortæller han.

»Jeg var faktisk ved at købe en Danbred opformeringsbesætning, men vi kunne ikke blive enige om prisen. Og så tænkte jeg på dengang, vi på landbrugsskolen besøgte en økologisk svinebesætning. Det er egentlig ret fedt, at man kan arbejde ude. Da jeg overvejede det mere, gik det op for mig, at økologerne må mangle nogle avlsdyr«.

Egentlig planlagde Henrik Bovbjerg at arbejde med Danbred polte, men så kom han i kontakt med Bertel Hestbjerg, Danmarks største producent af økologiske slagtesvin.

»Jeg kendte ham ikke, så jeg slog ham op på nettet«.

Det møde skulle vise sig at sætte retningen for, hvad Henrik Bovbjerg kom til at beskæftige sig med.

»Bertel Hestbjerg fortalte, at de egentlig i lang tid havde ledt efter den rigtige avlsrace. Danbred sagde, at det ville koste 20 mio. kroner, så det kunne de ikke binde an med - der er kun 10.000 økologiske søer i Danmark«.

Samtidig kørte der et forsøg i Foulum, som omfattede Topig Norsvin. Det var rolige søer med en god spisekvalitet og god foderudnyttelse.

Det var dem, Henrik Bovbjerg faldt mest for. Men der var et problem: Det er utroligt bøvlet at importere avlsdyr.

Bygger videre på genvej

Løsningen lå egentlig lige for: En forretningsmand var startet med at avle Topig Norsvin ved Horsens. Det blev de svin, der kom til at danne grundlaget for Bovbjerg Økologi.

Henrik Bovbjerg fik Bertel Hestbjerg med som medejer. Dermed var afsætningen til i det mindste én kunde sikret.

»Dog ikke mere sikkert, end at Bertel Hestbjerg sagde, at hvis det blev ringere for hans produktion, ville han ikke bruge vores polte«, forklarer Henrik Bovbjerg.

Men det virkede. Nu køber Bertel Hestbjerg alt ind til de tre ejendomme med 1.500 søer. Ikke nok til at leve af, men en god begyndelse. Og det bliver bedre endnu.

Kan ikke følge med

Der var et par andre, der også ville prøve. Andre er gået helt over til leverancer fra Bovbjerg Økologi.

Henrik Bovbjerg startede ud med 220 søer som avlssøer af de 600, der er på bedriften.

»Nu er vi oppe på 320, og vi kan faktisk ikke følge med efterspørgslen på polte«.

Der er nu omkring 10.000 økologiske søer i Danmark. Men netop da Henrik Bovbjerg startede, forsvandt der omkring 1.500 søer fra markedet, fordi priserne på økologisk svinekød styrtdykkede.

Nu er økonomien endnu ringere.

»Alligevel udvider vi hele tiden med landrace. Vi har fået forespørgsel på sanering, men kan slet ikke levere dyr nok til det«, erkender Henrik Bovbjerg.

»Jeg er ikke i tvivl om, at dyrene er bedre til økologi. Så resultaterne sælger - den bedste reklame er fra mund til øre. Men jeg synes også, at vi har været gode til at fortælle den gode historie«, forklarer han selv succesen.

I løbet af det første år er Bovbjerg Økologi kommet op på at levere 60 procent af de polte, der bliver brugt i økologisk dansk svineproduktion.

»Vi vil selvfølgelig gerne op på 100 procent, men vi er også godt klar over, at det bliver svært. Nogle vil ikke have, at vi sidder på hele markedet, andre vil lave deres polte selv. Og så kunne det være sjovt at levere økologiske polte til udlandet. Den økologiske svineproduktion vokser helt vildt andre steder i Europa, så det er en god mulighed«, understreger Henrik Bovbjerg.

Faktaboks

Blå bog

  • 2012: Produktionsleder
  • 2012-2013: Driftsleder på Langemyregård 
  • 2013-2014: Virksomhedsleder og agrarøkonom 
  • 2015-2017: Driftsleder hos Munkbro Svineavl 
  • 2017: Bovbjerg Økologi med Bertel Hestbjerg, overtager TN besætning, bygger om til økologiske grise 
  • 2018: Fuld produktion 

Gården

  • Gården på 186 hektar er en tidligere kvæggård.
  • Kostalden er bygget om til svinestald med udeareal og dybstrøelse.
  • Der er 600 årssøer og en produktion årligt på 6.000 polte.
  • Der hører 186 hektar til gården.
  • Bedriften ejes af Bertel Hestbjerg med 50,1 procent og Henrik Bovbjerg og 49,9 procent.
  • Der er lagt en plan for Henrik Bovbjergs gradvise overtagelse.

3 gode råd:

  • Mod: Vær ikke bange for at gå mod strømmen, men arbejd for det, du tror på.
  • Kontakt: Sørg for at have de rigtige samarbejdspartnere.
  • Engagement: Vælg et område, du brænder for.

5 år fra nu:

  • Udlandet: Vi vil godt starte salg i udlandet. Det skal gå gennem Topig Norsvins salgskanaler, men de har i øjeblikket ikke andre økologiske producenter. Vi har allerede fået en forespørgsel fra Holland. Vi har setup’et til at levere til udlandet.
  • Holde prisen: Vi vil nok korrigere prisen lidt, men vi vil ikke ud og presse producenterne yderligere i en svær tid.
  • Overtage produktionen: Der er lagt en plan for, hvordan Henrik Bovbjerg skal overtage hele produktionen, som ejes med lidt over halvdelen af Bertel Hestbjerg.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle