Rapport advarer om stadig flere virussygdomme fra dyr

Covid-19 er bare det seneste eksempel på en sygdom, der stammer fra dyr. Tendensen vokser ifølge FN-rapport.

Det nye coronavirus, der har krævet over 500.000 menneskeliv globalt, menes at være videregivet til mennesket fra et dyr, og den slags sygdomme skyldes et stadig mere ødelagt miljø.

Det hedder det i en rapport fra FN's Miljøprogram (Unep) og International Livestock Research Institute (Ilri).

"Verden over var mange overrasket over Covid-19, men vi, som arbejder med dyresygdomme, var ikke overrasket. Det her er en pandemi, som i høj grad var forudsigelig", siger Delia Randolph fra Ilri.

Ebola, zika, Mers og sars er blandt andre såkaldt zoonotiske sygdomme, som skyldes, at virus er givet videre til et menneske fra et dyr. Ifølge Unep opstod Covid-19 med stor sandsynlighed i flagermus.

I rapporten fremhæves syv tendenser, der kan frembringe nye sygdomme. Deriblandt en øget efterspørgsel på dyreprotein, en mere intensiv udnyttelse af landbrugsjord, en øget udnyttelse af vilde dyr samt klimaforandringer.

"Videnskaben ved, at hvis vi fortsætter med at udnytte vilde dyr og ødelægge økosystemerne, kan vi regne med en vedvarende strøm af lignende sygdomme, som hopper fra dyr til mennesker, de kommende år", siger Inger Andersen, der er direktør for Unep.

Vi skal beskytte naturen

Nye udbrud vil finde sted, hvis myndigheder verden over ikke gør en indsats for at forhindre andre sygdomme i at krydse fra dyr til mennesker.

"Pandemier er ødelæggende for vores tilværelser og vores økonomier, og som vi har set de seneste måneder, er det de fattigste og mest sårbare, som lider mest".

"For at forhindre fremtidige udbrud skal vi blive mere bevidste om at beskytte vores naturlige miljø", siger direktøren for Unep.

Hvert år dør omkring to millioner mennesker, de fleste i fattige lande, af zoonotiske sygdomme, som bliver ignoreret, viser rapporten.

De seneste 20 år har den slags sygdomme medført økonomiske tab på over 100 milliarder dollar ifølge rapporten.

Tallet omfatter ikke tab, som Covid-19 har påført. Det beløb ventes i løbet af nogle år at nå op på 9000 milliarder dollar, hedder det i rapporten.

Ifølge Delia Randolph fra Ilri kommer 75 procent af nye sygdomme fra dyreverdenen. Tendensen begyndte i 1930'erne.

/ritzau/Reuters

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle