Rapport: Kødforbruget skal halveres for at nå klimamål

Kødforbruget skal frem mod 2050 halveres, hvis udledningen af drivhusgasser skal gå i nul, viser rapport.

De røde bøffer skal sjældnere finde vej til middagsbordet, hvis EU skal opnå sine klimamål.

Det viser en rapport udarbejdet af den uafhængige organisation European Climate Foundation og energirådgivningsfirmaet Climact.

I 2030 skal kødforbruget være reduceret med 25 procent i forhold til i dag. Og i 2050 skal forbruget som minimum være halveret, vel at mærke uden at forbruget af mejeriprodukter stiger. 

Rapporten beskriver, hvordan Europa skal agere, hvis udledningen af drivhusgasser skal gå i nul i 2050.

Den fastslår, at det er muligt at nå målet om, at udledningen af drivhusgasser i 2050 skal tilbage til et niveau, som træer, planter og havet kan optage.

Men det kræver øjeblikkelig handling på en række områder.

Det gælder blandt andet inden for sektorer som landbrug, transport og energi.

Og ifølge rapporten er det i alles interesse, at der bliver taget fat. For på lang sigt vil klimaforandringerne være langt dyrere for samfundet, end hvis der bliver investeret nu for at mindske dem.

En af de konkrete anbefalinger i rapporten er, at anvendelsen af kul skal udfases helt. I 2030 skal vind- og solenergi stå for mindst 50 procent af energiproduktionen.

Generelt skal EU's nuværende mål for 2030 være mere ambitiøse. 

"De næste ti år er vitale, hvis Europa og verden skal undgå de værste konsekvenser af klimaforandringerne", konkluderer rapporten. 

Selv om der er behov for store ændringer, ser det dog ikke helt sort ud. Det vurderer Julien Pestiaux, som er partner i Climact.

"I vores undersøgelse har det virkelig slået os, hvor opnåelige de nødvendige ændringer er. De fleste værktøjer, vi har brug for, er allerede tilgængelige på tværs af alle sektorer", siger Pestiaux.

EU-Kommissionen fremlægger i november sin langsigtede strategi for at reducere udledningen af drivhusgasser. 

I den nye rapport er der en lang række konkrete anbefalinger og forslag, som kommissionen kan have in mente, når den udarbejder strategien.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle