Rapsprisen ene om at vise styrke

Mens rapsprisen stiger, er det gået den modsatte vej med kornprisen.

Af Jakob G. Kjærsgaard, markedsanalytiker, VKST, www.kornbasen.dk

Både på afgrødebørserne og på det lokale danske marked er kornpriserne presset i bund. Dels er priserne underlagt et høstpres, som historisk set giver et lavprismarked (med sidste år som en markant undtagelse), dels har det amerikanske landbrugsministerium den opfattelse, at det ikke går så galt med majsproduktionen, som antaget først på sommeren.

Høstpresset er nu aftagende, men ikke helt væk. Den generelt store høst betyder, at mere korn er blevet leveret i høst end normalt, og her står mange nu over for et valg mellem lagerleje eller salg til det nuværende lave prisniveau. Nogle vælger at sælge, og det forlænger selvfølgelig ’høstpresset’ eller oplevelsen af, at der er korn nok på markedet til det nuværende prisniveau.

Når høstpresset er helt væk og ligeså det britiske kornudsalg inden Brexit, så der ’kun’ skal handles korn fra bedriftslagre, kan det i sig selv give priserne et løft, men det sender ikke priserne op i et helt nyt niveau. Den mulighed ligger fortsat primært i hænderne på den amerikanske majsproduktion. Og her er der mange, som mener, at USDA er alt for optimistiske i deres estimater. Der kan selvfølgelig også argumenteres for, at det er imponerende, hvis det ekstremt sene og våde forår i USA kan udløse den 5. største produktion og 4. største hektarudbytte i landets historie. Meningerne er delte, og gætterierne er mange, men vi må vente med de rigtige svar, til høstresultaterne fra de store produktionsstater begynder at tikke ind i løbet af oktober.

Jeg minder igen om, at hvis man som KornBasen tror på højere priser i løbet af efteråret, er der også muligheden for, at oplagt korn sælges nu (inden lagerlejen), og man i stedet deltager i den fremtidige prisudvikling med enten optioner eller futures. Det giver penge i kassen og sparet lagerleje – fordele, der overstiger udgifterne til optioner og især futures!

Maltbyg-markedet

Den europæiske maltbyghøst har været stor. Det gælder også den danske, selv om der opstod spiringsproblemer i de sidst høstede marker. Den store høst lægger pres på maltbygpræmien, hvilket forstærkes af, at englænderne også her har meget travlt med at få mest muligt maltbyg ud af landet inden 31. oktober, hvor en ’hård’ Brexit kan betyde toldmure omkring deres store EU-marked.

Kigges frem mod efterårets og vinterens prisudvikling, skal man næppe forvente et løft i den nuværende maltbygpræmie. En stigende maltbygpris skal dermed komme fra en stigende foderbygpris. Om det kommer til at ske, vil også afhænge meget af det endelige resultat af den amerikanske majshøst.

Raps-markedet

Mens kornpriserne har haft det tungt i sommermånederne, har rapsen vist styrke, og i skrivende stund tangeres topprisen for 2019-høsten. Det kan ikke udelukkes, at der er flere stigninger på vej. Dels fordi hele det vegetabilske oliemarked ser stærkt ud bl.a. grundet en stigende kinesisk import og den dårligste europæiske rapsproduktion i 16 år, dels fordi heller ikke den globale produktion kan følge med forbrugsudviklingen, hvilket selvfølgelig også yder prisstøtte.

Endelig er dollaren steget over for euro og har nu ramt det højeste niveau i halvandet år – det støtter rapsprisen, da det fordyrer de dollarbaserede importsubstitutter.

Vi får stadigvæk rigtig mange henvendelser vedrørende rapsafregninger. De er efterhånden blevet en hel videnskab at forstå. Nogle gange får man indtryk af, at firmaerne selv har svært ved at forklare dem. Endnu værre bliver det, hvis man vil lave sammenligning mellem firmaerne. Det er velkendt, at nogle firmaer har basis 100 pct. rent frø og andre basis 98 pct. rent frø, men der mange andre forskelle – ikke mindst, når der sammenlignes mellem den tyske afregningsmodel, som ATR benytter sig af, og den gængse danske model. Jeg tror aldrig, at KornBasens selvbetjente modul til sammenligning af firmafregninger har været brugt mere end i år!

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle