Reaktioner på ulvesag: "Dommen giver et mudret billede"

Der kommer mange kommentarer i kølvandet på dommen, der blev givet i retssagen om den nedskudte ulv, der kørte i Herning 28. september. Nogle kommenterer direkte på byrettens dom, hvor andre afventer de 14 dages ankeret.

28. september kørte retsmødet for den længe ventede sag om nedskydningen af en ulv tidligere på året. 

Samme dag faldt dommen på 40 dages betinget fængsel. Herefter har begge sagens parter 14 dage til at betænke, hvorefter dommen kan ankes, for at få den prøvet ved landsretten.

Det har delt vandene i sagen, hvor nogle aktører vil afvente den endelige afgørelse, inden de tager stilling til dommen, og andre har en klar holdning til den dom der faldt i byretten.

Foreningen Ulvetid har valgt at fremsætte en række kritikpunkter for fredagens dom.

”Dommen lader et mudret billede tilbage. Der er mange forhold, vi i Foreningen Ulvetid sætter spørgsmålstegn ved. En mere klar dom tættere på lovens maksimumstraf ville her have været oplagt. For os at se var der så mange skærpende omstændigheder i denne sag, at vi er uforstående overfor dommen”, lyder det fra Foreningen Ulvetids pressetalsmand, Jens Lykkebo.

useriøst at tage alder i betragtning

Et af de forhold Foreningen Ulvetid i sær er utilfredse med, er det hensyn, der ifølge Jens Lykkebo er blevet taget til den dømtes alder på 66 år i den givne dom.

”Det er helt useriøst at hans alder har indflydelse i vurderingen. Hvis man er rask nok til at løfte en riffel, køre ud og skyde en ulv med den, så er man også rask nok til at tage pungen op af baglommen og betale en passende bøde”, lyder det fra Jens Lykkebo.

Danmarks Naturfredningsforening tilslutter sig utilfredsheden med dommen i sagen. Seniorrådgiver i naturpolitik og artsforvaltning Bo Håkansson lægger især vægt på de konsekvenser, dommen kan få i fremtiden.

”Det er en principiel dom, der har generelle og vidtrækkende konsekvenser. Vi håber at anklagemyndigheden vil anke den og prøve den, for som det ser ud nu, sender vi et signal om, at man kan slippe billigt for at skyde en ulv i Danmark”, siger Bo Håkansson.

venter på afgørelse

Andre vil afvente sagens videre udvikling og kommer kun med mere generelle budskaber i ventetiden.

”Jeg har ingen kommentar til selve dommen, før der ligger en endelig afgørelse. Det undrer mig, at for eksempel DN kommenterer så konkret og vidtrækkende allerede”, fortæller ulvedebattør og kandidat til Europaparlamentsvalget Erik Poulsen.

Han ser til gengæld stor vigtighed i at få arbejdet med regler og love i forhold til ulve, så lignende hændelser kan forhindres i fremtiden. 

”Sagen viser desværre, at enkeltpersoner ser sig nødsaget til selvregulering, fordi der mangler konkret politik på området. Det skal der gøres noget ved”, lyder det fra ham.

tilfreds med rettergang

Danmarks jægerforbund er efter dommen kommet med en generel kommentar, men vil afvente sagens endelige afslutning før de kommenterer på konkrete forhold i dommen.

”Da dommen er af principiel karakter, vil Danmarks Jægerforbunds bestyrelse forholde sig til domsudskriften på førstkommende hovedbestyrelsesmøde i oktober”, fortæller pressechef i Danmarks Jægerforbund, Torsten Lind Søndergaard.

Formand for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen, giver en bred kommentar på sagens gang indtil videre.

”Dommen sender et signal om, at faunaforbrydelser ikke tolereres i vores samfund, og det er jeg som formand for Jægerforbundets jægere tilfreds med. Ulvens tilbagekomst til den danske natur har sat sindene i kog hos mange, og meningerne er spredte. Det kan ikke være anderledes. Men uenigheder i det her land håndteres inden for lovens rammer, og det gælder også i sagen om ulvens tilbagekomst”, siger han i en pressemeddelelse.

Faktaboks

Ulvesagen kort

  • 16. april 2018 blev en ulv skudt i Ulfborg, Midtjylland
  • Senere samme dag blev en 66-årig mand sigtet for gerningen
  • 29. april begyndte video af nedskydningen at florere på internettet
  • 28. august kom tiltaleskriftet mod den 66-årige
  • 28. september faldt der dom i Herning byret, hvor den 66-årige fik 40 dages betinget fængsel
  • Herefter har begge sagens parter 14 dage til at vurdere, om man vil anke afgørelsen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle