Redegørelse: Ministerier holdt manglende lovhjemmel for sig selv i dagevis

Torsdag 5. november bekræfter Justitsministeriet, at der ikke er lovhjemmel til at aflive alle mink. Først lørdag orienteres ministre og tirsdag orienteres minkavlerne.

Allerede lige inden pressemødet onsdag 4. november, hvor alle mink i Danmark blev beordret aflivet, blev myndighederne opmærksomme på den manglende lovhjemmel.

Det fremgår af regeringens redegørelse, hvor det fremgår, at Fødevarestyrelsen tager fat i Justitsministeriet med netop dén bekymring lige inden pressemødet.

Torsdag bekræfter Justitsministeriet så bekymringen fra Fødevarestyrelsen:

"Ministeriet har ikke grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevareministeriets og Fødevarestyrelsens vurdering", står der i redegørelsen.

Den vurdering lyder, at der ikke er lovhjemmel til at aflive alle mink i Danmark.

Torsdag formiddag ringer Justitsministeriet desuden til Rigspolitiet og informerer om, at der ikke er lovhjemmel til at aflive alle mink, men at der arbejdes på en hastelov.

Alligevel bliver der fredag udsendt et brev til minkavlerne om, at alle mink i Danmark skal aflives. I brevet er ordet 'skal' nævnt over 30 gange.

ministre orienteret efter flere dage

Opsigtsvækkende er det så, at ingen ministre bliver orienteret før lørdag, hvor fødevareminister Mogens Jensen (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) får det at vide.

Det lyder da også i redegørelsen, at da der er pressemøde torsdag om nedlukning af Nordjylland, ved ingen af ministrene, at man nu har konstateret, at der mangler lovhjemmel.

Det drejer sig om statsministeren, erhvervsministeren og sundhedsministeren.

Heller ikke nogen af departementscheferne ved noget om det, hvis man skal tro redegørelsen - udover Fødevareministeriets chef Henrik Studsgaard, der onsdag har deltaget i drøftelser om den manglende lovhjemmel.

SFs formand Pia Olsen Dyhr har efter at have læst redegørelsen været ude og kræve netop Henrik Studsgaards afgang.

Ifølge Mogens Jensen (S) har Studsgaard beklaget forløbet overfor ministeren.

Det fremgår desuden i redegørelsen, at fødevareminister Mogens Jensen 22. september godkender et dokument, hvor det fremgår, at aflivning af alle mink vil kræve en lovændring.

Dette har ministeren tilsyneladende glemt alt om lidt over en måned senere.

Emneord

politik , coronavirus mink , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle