Reform kostede politisk indflydelse

Hvor NytLandbrugs-konferencens første taler, lektor Roger Buch, endnu kun ser besparelser ved kommunalreformen ved, at færre politikere skal aflønnes, gav næste taler, Chr. Wedell-Neergaard, miljø-, kommunal- og finansordfører for Det Konservative Folkeparti, udtryk for, at reformen var godt gennemført med en halv mia. kr. i besparelse.

»Mange landmænd forsvandt og deres indflydelse med dem, så landbruget har mistet en platform, og det vil påvirke den politiske debat,« sagde Chr. Wedell-Neergaard, der stærkt opfordrede landmændene til at deltage aktivt i landdistriktsarbejdet og de grupper, der fordeler midler.

Miljøordføreren kaldte det sjusk og stærkt kritisabelt, at it-værktøjet til miljøgodkendelserne endnu ikke virker, men han så optimistisk på at få mindre sager pillet ud af miljøgodkendelserne, når man støder på ting, som viser sig uhensigtsmæssige. »Det skal være lettere for landmanden,« lød hans budskab.

En forventet stigning i behandlingshyppigheden havde Chr. Wedell-Neergaard ingen tålmodighed med.

»Det er ufatteligt for mig, at den bliver ved at stige og forventes at få pil opad for 2006, når vi får tallene i juli. Det gør det politiske arbejde vanskeligt,« fastslog han og forudså indførelse af obligatoriske planer og offentliggørelse af sprøjtejournaler, skønt det ikke i sig selv gavner miljøet.

»Hvis vi ikke får rettet op og udnytter den rådgivning, der specifikt gives penge til, så ligger der afgifter i den anden skuffe, men den skulle helst ikke lukkes op,« lød advarslen fra den konservative miljøordfører.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle