Regeringen manglede også hjemmel til bonus til minkavlerne

Den lovhjemmel, der skulle gøre det muligt at udbetale tilskud til minkavlerne, var ikke på plads i tide.

Udover den manglende hjemmel til at kræve alle mink i landet aflivet i november 2020, havde regeringen heller ikke gjort det nødvendige forarbejde i forhold til et løfte om tilskud til minkavlerne.

Regeringen manglede to slags hjemmel, da statsminister Mette Frederiksen (S) lovede minkavlerne en bonus for at aflive mink hurtigt - en tempobonus - i november 2020.

Grundlaget herfor kom ifølge Minkkommissionen først på plads året efter.

Der var hverken en materiel hjemmel, der skulle gøre det muligt at udbetale denne belønning til avlerne, eller en finansiel hjemmel, der skulle gøre det muligt at bruge statens penge til formålet.

Minkavlerne blev "groft vildledt", konkluderer Minkkommissionen.

I forlængelse af det centrale spørgsmål, om der var hjemmel til ordren om aflivning af mink, skriver kommissionen:

- Tilsvarende synes det heller ikke blot at kunne tages for givet, at der ville være materiel og finansiel hjemmel til en tempobonus, som var en ny idé undfanget dagen før, og som hverken var kompensation for tab eller begrundet i påførte omkostninger, men et tilskud.

Kommissionen konkluderer, at der ikke forelå materiel og finansiel hjemmel, da en tempobonus blev meldt ud 4. november 2020.

- Da der ikke i øvrigt den 4. november 2020 forelå et tiltrådt aktstykke eller andet, der hjemlede afholdelse af tempobonus, er det efter kommissionens vurdering klart, at der ikke den 4. november var finansiel hjemmel til tempobonus.

- Der forelå efter kommissionens opfattelse heller ikke den 4. november 2020 materiel hjemmel til tempobonus.

/ritzau/

Emneord

minkkommissionen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle