Regeringen vil fjerne betalingsrettighederne - rammer kvægbranchen og sektorbalancen

Regeringen vil fjerne tilskud, der især rammer kvægbranchen. Kvægformand mener, der er brug for en model, der sikrer, at kvægbrugerne ikke skal bære hele tabet ved en udjævning af EU-støtten.

Det kommer til at ramme kvægsektoren hårdt, hvis betalingsrettighederne bliver fjernet fra 2023, som regeringen lægger op til.

Det viser både beregninger fra Seges, men også fra regeringen selv.

Selv med afbødende tiltag, som en øget slagtepræmie og et eco-scheme til græs, står knap 2.000 kvægproducenter til et tab, viser et aktstykke, der er udleveret til Folketingets Finansudvalg.

For den gruppe, der bliver ramt hårdest, er der tale om et gennemsnitligt tab på 129.000 kr. pr bedrift.

"Det her er alvorligt, som tallene også viser, så det kan vi ikke være tilfredse med. Man lægger op til omlægning af støtten mellem sektorerne i landbruget, men også internt i kvægsøjlen", siger formand Christian Lund, Landbrug & Fødevarer Kvæg, og fortsætter:

"Du skal huske, at vi taler penge direkte på bundlinjen her. Tager man det væk og omfordeler det, så vi selv skal dække de tab, så går det galt. Det er ikke for at være et offer, men det gør det meget svært at udvikle og omstille".

ubalance i egen sektor

Regeringens egne beregninger viser, at formanden har ret.

Mens nogle kvægbrugere endda kan tjene på et tilskud til græs og en øget slagtepræmie, kommer over halvdelen til at stå med tab. Samlet er der tale om et tab for hele branchen.

"Internt i vores søjle kommer der en stor ulighed, og derfor skal vi også have fundet løsninger, så kvægsektoren ikke får et stort tab. Her er det også vigtigt at sige, at det tilskud, de foreslår til græs, ikke er uden omkostninger", siger Christian Lund.

Regeringen skriver i et ikke-offentliggjort notat, LandbrugsAvisen er kommet i besiddelse af, at det længe har været et ønske for erhvervet at få fjernet betalingsrettighederne. 

"Vi har tidligere peget på det som en mulig forenkling, men det var under den klare forudsætning, at sektorbalancen bevares på anden vis. Det er noget skidt, når det kun er få sektorer, der skal bidrage ekstraordinært meget", siger Christian Lund.

ubalance mellem landbrugsektorer

Ved at fjerne betalingsrettighederne, kan der blive rykket ved sektorbalancen, som man arbejder så hårdt for at bevare i Landbrug & Fødevarer, mener Christian Lund.

"Jeg frygter, at fjernelsen kan lave de forskubninger, som tallene viser, hvor vi står til at tabe penge som kvægbrugere. Men vi har en aftale i L&F om, at vi skal hjælpe hinanden med at løse de her ting, så det skal vi se på", siger han.

I weekendens udgave af LandbrugsAvisen foreslår formanden en ko-præmie på 150 kr. pr. ko pr. år.

"Vi ser også meget gerne en stabiliseringsordning. Nogle producenter rammes uforholdsmæssigt hårdt, fordi de har en stor andel jord med betalingsrettigheder over gennemsnittet", siger Christian Lund blandt andet i avisen.

der må tages et opgør

Det er stadig op til forhandlingerne om en ny dansk landbrugsftale at afgøre, om betalingsrettighederne forsvinder.

Hos Venstre lyder det dog, at der er brug for at få gjort op med ordningen.

"Overordnet set er det en god idé at få lavet en anden model for støttebetalingen, og derfor må vi også tage et opgør med betalingsrettighederne", siger Venstre-forhandler Troels Lund Poulsen og fortsætter:

"Det springende punkt bliver at få lavet en overgang, så der ikke er kvægproducenter, der kommer alvorligt klemme, og som bliver skubbet mod konkurs. Det er det triste scenarie, regeringen lægger op til med åbne øjne".

ingen gylden løsning - endnu

Ifølge Troels Lund Poulsen skal der laves en fair model, der afbøder for de store tab for kvægproducenterne.

Han har dog den ikke den gyldne løsning ved hånden.

"Vi har netop fået de svar, der åbenbarer hvor hårdt man bliver ramt af det her, selvom vi godt vidste, at der var et problem. Derfor er det for tidligt at komme med en løsning, men jeg lytter selvfølgelig gerne til forslag fra Landbrug & Fødevarer", siger Troels Lund Poulsen og tilføjer:

"Der skal i hvert fald laves en model, der ikke sender de den her gruppe kvægproducenter mod konkursen".

Faktaboks

Overblik over konsekvenser ved at fjerne betalingsrettighederne:

I alt vil det koste kvægbranchen 208 mio. kr., mens det koster kartoffelstivelsesbranchen 27 mio. kr.

I alt vil 3.267 kvægbedrifter miste støtte, hvor de hårdestramte står til et tab på 231.000 kr. 

I gennemsnit står de kvægbrugere, der får et tab, til et tab på ca. 68.000 kr.

For at afbøde tabet foreslår regeringen at øge slagtepræmien samt at indføre et eco-scheme til græs.

Det bringer tabet ned på 13.000 pr. bedrift.

De hårdest ramte står til et tab på ca. 129.000 kr.

Kilde: Bilag fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Emneord

politik , Top2 , Landbrugsaftale 2021

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle