Regeringen vil fordoble økologien, men vil ikke afsætte en krone til det

På trods af store ord og ambitioner har Socialdemokratiet ikke afsat ekstra penge til økologi i sit udspil til finanslov for 2021. Skuffende og uambitiøst, mener Økologisk Landsforening.

Regeringen har fra sin indtrædelse holdt fast i et mål om en fordobling af økologien i Danmark i 2030. 

Både når det kommer til areal, eksport og det hjemlige forbrug.

Alligevel er der ikke afsat en krone ekstra til markedsføring eller forskning i økologi i det udspil til en finanslov for 2021, som regeringen fremlagde mandag.

Tværtimod falder puljen med midler til at fremme produktion og afsætning af økologi fra 20 til 10 mio. kr. næste år, hvilket stammer fra en aftale lavet af den foregående regering.

står i forståelsespapiret

Det skuffer naturligvis direktør i Økologisk Landsforening Helle Borup Friberg, der med regeringens ambitioner i mente havde sat forventningerne op.

"Jeg er skuffet, og jeg synes, det er uambitiøst af regeringen. I regeringens forståelsespapir står, at man vil have en fordobling af økologien, men jeg har svært ved at se, hvordan vi skal nå det mål med det her udspil", siger direktøren.

Vil du sige, at der mangler sammenhæng mellem ord og handling fra regeringens side?

"Ja, det vil jeg helt klart".

stillet plan i udsigt

Regeringen har stillet sektoren en handleplan i udsigt, ligesom fødevareminister Mogens Jensen (S) til landbrugsavisen.dk har sagt, at han arbejder med en hel palette af initiativer.

Men altså ikke noget, der planlægges at give udgifter i 2021, hvilket skuffer formand for økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, Hans Erik Jørgensen.

"Vi er blevet stillet i udsigt, at Mogens Jensen vil komme med en økologisk handlingsplan, men i stedet ser vi en finanslov, hvor der vil være en meget stor beskæring af økologiområdet", siger han og fortsætter:

"Der er heller ikke afsat øremærkede midler til økologiskforskningen, hvilket jo er helt afgørende, hvis vi skal udvikle den økologiske produktionsform, så vi også kan løfte endnu mere på fx klima og biodiveristet i fremtiden".

op til de andre

Hos Socialdemokratiet erkender landbrugsordfører Anders Kronborg, at det ikke har været muligt at finde en "krukke guld til økologien".

"Der er altid mange ønsker til en finanslov, og økologien har der desværre ikke været plads til denne gang pga. den økonomiske situation og de prioriteringer, vi har lavet", siger ordføreren og tilføjer:

"Men nu skal finansloven først forhandles med de andre partier, og der kan økologi jo sagtens blive foreslået af de andre".

corona spiller ind

Netop dette giver Enhedslistens Mai Villadsen da også udtryk for, at partiet har tænkt sig, mens hun kalder regeringens udspil for "deprimerende".

En fordobling af økologi er jo ikke kun Enhedslistens mærkesag, det er også jeres. Hvorfor har I ikke prioriteret det højere i jeres eget udspil?

"Det ville være rart og dejligt, hvis man kunne prioritere økologien højere, men man skal også kunne levere en finanslov, der er økonomisk ansvarlig pga. coronasituationen", siger Anders Kronborg og fortsætter:

"Jeg tænker også, at der er længe til 2030, og at økologi i fremtiden kommer til at fylde mere. Denne gang er det dog en finanslov, der afspejler corona og en prioritering af velfærd og grøn forskning".

Opdateret kl 15:50 med kommentar fra Landbrug & Fødevarers Hans Erik Jørgensen.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle