Regeringens nye kvælstofkort kan slå stærk bedrift ud af kurs

For mælkeproducenterne Asmus og Gunnar Forum er nye kvælstofberegninger lig med et krav om 81 pct. efterafgrøder - noget, de umuligt kan leve op til.

På Sandagergård nægter de at lægge armene over kors.

Bogstaveligt talt.

Da LandbrugsAvisens fotograf ihærdigt forsøger at få far og søn til at lægge armene over kors og slå ansigtet i rette folder, siger Gunnar Forum fra.

"Sådan er vi ikke her. Vi forsøger altid at finde løsninger og se muligheder, selv om der kommer udfordringer", siger landmanden.

Og netop udfordringer er der dukket op i horisonten for Gunnar Forum og sønnen Asmus, der sammen driver Sandagergårds knap 400 ha og passer 490 malkekøer.

Med regeringens nye beregninger for kvælstofindsatsen skal familien Forum finde plads til hele 81 pct. efterafgrøder.

"Det er en umulighed. Det giver slet ikke mening at regne på, hvad vi kan drive med de krav", siger Gunnar Forum.

Nye voldsomme krav

Lige før sommerferien kunne LandbrugsAvisen afsløre nye beregninger af landbrugets kvælstofindsats, som Miljøministeriet har lavet.

Groft sagt skal der fjernes mere kvælstof på færre hektar, viser de nye kvælstofkort.

Især i det midt- og vestjyske, som hos Sandagergaard nær Skals, stiger kravene voldsomt.

"Lige nu har vi omkring 40 pct. efterafgrøder. Skal vi op på det dobbelte, bliver det så godt som umuligt at køre videre", siger Asmus Forum.

Han er udset til at overtage gården 1. januar 2023, og de nye beregninger ser voldsomme ud, synes han.

"Som en, der står og skal ind i erhvervet, tænker jeg godt nok ’hold da op, det er voldsomme krav’. Især i et erhverv, hvor landmændene allerede har gjort ekstremt meget og været innovative", siger den 29-årige landmand.

Generationsskiftet er dog ikke i fare, forsikrer han.

"Men selvfølgelig afhænger meget af, hvad det ender med, og hvordan EUs landbrugsreform bliver udmøntet. Jeg skal vide, hvad jeg kan forrente, og der spiller vandmiljø, CAP og klima jo ind", siger Asmus Forum.

81 pct. efterafgrøder

Tidligere har fødevare- og landbrugsminister Rasmus Prehn (S) udtalt til LandbrugsAvisen, at de nye beregninger og kvælstofkort er et oplæg.

I løbet af de pågående landbrugsforhandlinger skal der laves en model, der afbøder de hårdeste krav, så man undgår konkurser.

Hvordan forhandlingerne ender, er af gode grunde umuligt at spå om.

Hos Landbrug & Fødevarer har man sat spørgsmålstegn ved, hvad det er for en ny model, der kan fjerne den megen ekstra kvælstof, som beregningerne alt andet lige peger på.

Asmus Forum mener, det ser svært ud, men generelt er han fortrøstningsfuld.

"Vi regner ikke med, at det ender sådan her. Det har de (regeringen, red.) slet ikke råd til", siger han og henviser til de beregninger, Velas har lavet på bedriften.

Her kommer planterådgivningen frem til, at man med de nuværende virkemidler får et krav om 81 pct. efterafgrøder for hele landbrugsarealet. Det vil sige 319 ud af 394 ha.

Da der ikke kan sås efterafgrøder på hele det areal, må bedriften trækkes i kvælstofkvoten.

I alt 34 pct. af kvoten skal i så fald fratrækkes ifølge Velas’ beregninger.

"Vores planterådgiver sagde, at han til sidst holdt op med at regne på det, fordi han blev så deprimeret", siger Gunnar Forum.

Andre virkemidler

Asmus og Gunnar Forum bor nær Hjarbæk Fjord, som i mange år har været klassificeret som værende i dårlig økologisk tilstand.

Lokalt har man i årevis forsøgt at løse problemerne, og hos Forums anerkender man, at landbruget har en del af ansvaret.

"Selvfølgelig skal vi tage vores del af ansvaret", siger Gunnar Forum, der nævner, at man har 30-35 ha eng, der kan tages ud som lavbundsjord, ligesom man har søgt om at etablere et minivådområde.

"Men der er andre faktorer: Overløb fra renseanlægget er et stort problem, ligesom dæmningen holder vandet inde i fjorden. Man kan se, at Skive Fjord på den anden side ser bedre ud", siger Asmus Forum.

Investeringer siver

Selv om den unge landmand er fortrøstningsfuld på egne vegne, er han bekymret for erhvervet.

Han mener, at de hårde og omskiftelige krav betyder, at troen på erhvervet dykker.

"Vi kan jo se, at investeringerne siver til udlandet. Det er synd og skam, for der er brug for landmænd, der investerer i lokalområdet. Det giver arbejde til tømreren, VVSeren, elektrikeren og så videre. Derfor er der også mere på spil her end selve landbruget", siger Asmus Forum.

Faktaboks

Om de nye kort

  • Miljøministeriet har genberegnet behovet for kvælstofreduktion fra 2026 og 2027.
  • Her skal der fjernes 6.500 ton - mod 3.500 i dag - kvælstof med målrettet regulering, typisk efterafgrøder.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle