Regeringsaftale: Dette tiltag er "gift for generationsskifter"

Det står klart, at bo- og arvegiften skal tilbagerulles fra 5 til 15 pct. Det kommer til at gå ud over generationsskifterne i landbruget, lyder det fra politisk direktør i L&F Morten Høyer.

I det aftalepapir, der skal danne grundlag for den nye regering, står det klart, at lempelserne på bo- og arveafgiften ved overdragelse af familieejede virksomheder bliver rullet tilbage.

Det vil sige, at afgiften bliver hævet fra de nuværende 5 pct. til 15 pct. 

Det er ekstremt negativt, mener politisk direktør i Landbrug & Fødevarer Morten Høyer.

"Det er gift under generationsskifterne. Der skal i forvejen lægges mange penge til side for at lave et generationsskifte, og det her gør det bare endnu sværere", siger han.

pengene kunne bruges til investeringer

Ifølge Morten Høyer har Socialdemokratiet været urokkelige på det her punkt.

"Det var egentlig forudset, for S har haft nogle positioner, som vi ikke har kunnet ændre på", siger den politiske direktør og fortsætter:

"Men det er jo enormt ærgerligt, for det er penge, der kunne bruges til investeringer i klimatiltag og dyrevelfærd, som i stedet går til staten af form af en øget afgift".

Det var blå blok, som i 2016 lempede afgiften til de 5 pct.

vil drøfte henstandsordning

Den nu sygemeldte Henrik Sass Larsen fra Socialdemokratiet har tidligere forklaret partiets holdning til afgiften i et debatindlæg i LandbrugsAvisen:

"Denne tilbagerulning af bo- og gaveafgiften skal naturligvis ikke gå ud over virksomheden, og derfor vil vi også gerne drøfte, hvordan det kan gøres langt nemmere at benytte sig af henstandsordningen. Sådan at bo- og gaveafgiften ikke reducerer egenkapitalen, men i stedet kan betales af de løbende overskud", skrev han.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle