Regionaliseringsaftaler kan redde lidt af presset dansk million-eksport

Danmark er hårdt ramt af fugleinfluenza, og derfor har en række lande lukket ned for deres import af dansk fjerkrækød. Det presser branchen, der står til at tabe eksport for flere hundrede millioner.

Eksport for omkring 370 mio. kr. er lige nu bragt i fare på grund af de danske udbrud af fugleinfluenza.

I alt 12 markeder uden for Europa har lige nu i mere eller mindre grad lukket ned for importen af danske fjerkræprodukter som hønsekød, æg og levende fjerkræ, fordi Danmark har været ramt af flere udbrud af fuglesygdommen.

Blandt andet Sydkorea og Sydafrika, der er de to markeder, hvor Danmark afsætter flest fjerkræprodukter, har lukket ned for deres import af danske produkter. 

"Vores eksport af fjerkrækød til Sydafrika og Sydkorea ligger årligt på omkring 250 mio. kr., så når de lukker ned, er det klart der sker noget med vores indtjening", siger Stig Munck Larsen, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer.

Fem danske fjerkræbesætninger har nu været smittet med fugleinfluenza i 2020/2021 foruden over 100 fund i vilde fugle. Det seneste udbrud blev fundet torsdag den 26. februar i en bornholmsk hobbybesætning.

Regionaliseringsaftaler letter

En grund til optimisme er dog, at det er lykkes Danmark at indgå regionaliseringsaftaler med fem ud af de 12 lande, der har lukket ned for deres import af danske fjerkrævarer.

Det vil sige, at disse lande kun lukker ned for import af eksempelvis hønsekød og rugeæg fra de regionale områder, der er ramt af udbrud - eksempelvis Randers Kommune eller Region Midtjylland - og ikke for hele Danmark.

"Regionaliseringsaftalerne skal forhandles hver gang, der sker et udbrud i Danmark. Og hver gang gælder det om at være hurtig og sikre, at zonen eller regionen bliver så lille som muligt, for at sikre, at der ikke lukkes ned for hele eksporten", forklarer Stig Munck Larsen.

De fem lande, der har godkendt en regionaliseringsaftale er Hong Kong, Singapore, Ukraine, Ny Kaledonien og Mexico. Hong Kong og Singapore er henholdsvis det tredje og fjerdestørste ikke-europæiske marked for Danmark.

"Når man kigger på tredjelande uden for EU så er Sydafrika, Sydkorea, Hong Kong og Singapore de fire største aftagere, de aftager over 80 procent af eksporten fra Europa. Så når to af de største lukker helt ned, men de to andre stadig er åbne, betyder det en hel del i kroner og øre", siger Stig Munck Larsen.

Danmark er også ved at forhandle om en regionaliseringsaftale med Japan, ligesom man undersøger muligheden for at indgå en aftale med Rusland og Mellemøsten - et område der har overrasket efter de nye udbrud.

"Det er nyt i år, at et land som Saudi Arabien er begyndt at reagere på udbrud af fugleinfluenza, det har de ikke gjort før. Jeg tror, det skyldes corona og den megen skriveri, der har været om overførsel af smitsomme sygdomme. Jeg tror, der er sket en sammenblanding af tingene. Derfor har vi haft drøftelser om en aftale med dem, og det har de accepteret", siger Stig Munck Larsen.

Historisk slemt

I Sydkorea har man måtte slå omkring 20 mio. fugle ned på grund af fugleinfluenza, og generelt brager sygdommen stadig løs i Europa og resten af verden, der ikke har set en så voldsom og omfattende smitte med sygdommen før.

Det betyder også, at en række lande står i samme situation som Danmark, og må forsøge at afsætte sine produkter på et presset europæiske marked, når de store afsætningsmarkeder er lukket ned.

Sammenholdt med coronapandemien, der også har betydet et faldende forbrug af fjerkræprodukter på restauranter og i foodservice, presser det priserne i bund og lagrene modsat.  

Fjerkræeksporten har nu været udfordret og delvist lukket siden midt i november. Undgår vi flere danske udbrud i kommercielle fjerkræbesætninger, kan den danske fjerkræbranche håbe på at generobre eksporten til juni. 

"Det er klart, det koster i hele værdikæden på farmene, slagterierne, rugerierne og så videre", siger Stig Munck Larsen.

Omkostningerne vokser

Sidste gang Danmark og resten af Europa var hårdt ramt af højpatogen fugleinfluenza var i 2016/2017. Man anslår, at det ene danske udbrud af højpatogen fugleinfluenza, der ramte i november 2016, kostede erhvervet omkring 108 mio. kr. i tabt eksport, nedsatte noteringer og manglende omsætning.

Siden november har Danmark været ramt af tre udbrud af højpatogen fugleinfluenza i kommercielle besætninger, samt et udbrud i et hobbyhold af sjældne fugle og et udbrud i et hønsehold ved en fritidsklub - foruden en lang række fund af sygdommen i døde, vilde fugle. 

"I år bliver regningen formentlig lidt større, da vi har haft flere udbrud over længere tid, men det er svært at sige, hvad regningen reelt bliver", siger  Stig Munck Larsen.

Som følge af corona-situationen og udbruddene af fugleinfluenza er notering på de to største danske fjerkræslagterier faldet med mellem 25-30 øre. Med en årlig produktion af 106 mio. kr. slagtekyllinger betyder det et tab på samlet 3,5 mio. kr. om måneden for producenterne. Tabet for foderproducenter, rugerier og slagterier afhænger af hvor længe eksporten er lukket ned.

Faktaboks

Danske udbrud 2020 / 2021 

  • Mandag den 16. november blev en stor rugeægs-besætning i Tustrup i Randers Kommune ramt af fugleinfluenza. Det er det første udbrud i en stor kommerciel, indegående besætning i Danmark. Besætningen, som bestod af ca. 29.000 høns er aflivet, ligesom det er praksis at gøre ved udbrud af fugleinfluenza.
  • Der blev den 9. december 2020 konstateret smitte i en hobbybesætning ved Jelling med 400 sjældne ænder, høns og duer.
  • 1. januar 2021 blev konstateret udbrud i en fjervildtbesætning i Løvel ved Viborg. 9.000 dyr blev slået ned.
  • Den 6. februar blev der fundet smitte i en hobbybesætning ved en fritidsklub i Valby med ganske få undulater, parakitter og høns Udbruddet er registreret, men tæller ikke med i nedlukningen af eksportmarkederne, da hverken dyr eller æg er gået til konsum.
  • 26. februar blev der fundet smitte i en bornholmsk hobbybesætning bestående af 20 høns og tre ænder.
  • Derudover har Danmark også været ramt af en tysk overvågningszone efter et stort udbrud i en nordvesttysk besætning den 16. november 2020, hvor 10-kilometer zonen gik ind over den danske grænse. 

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle