Regn og torden betød færre besøgende på Det Fynske Dyrskue

En våd lørdag betød færre besøgende på dyrskuet i Odense. Dyrskuechefen er dog tilfreds med de godt 43.700 besøgende, der nåede forbi dyrskuet.

Regnen startede omkring klokken fem fredag eftermiddag og var ikke rigtig til at stoppe igen. Også hele lørdag sejlede væk i regnskyl og torden.

Det er enhver dyrskuechefs mareridt, og heller ingen undtagelse for Alex Nielsen, der er ny dyrskuechef for Det Fynske Dyrskue:

"Det var forfærdeligt, puha der var vand. Der var nærmest ingen mennesker lørdag, det tordnede og lynede og sjaskede ned", siger 48-årige Alex Nielsen, der netop har overstået sit første år som dyrskuechef i Odense.

Sidste år kunne Det Fynske Dyrskue melde om besøgstal i den lave ende, da kun 44.000 besøgte dyrskuepladsen. Et lørdags-regnvejr uden lige drev endnu engang besøgstallet ned, og i 2019 lyder den endelige melding på 43.700.

Tilfredse trods håb om mere

Håbet var ellers at få lokket en del flere besøgende til pladsen med nyansættelsen af Alex Nielsen og del ændringer og moderniseringer.

Blandt andet med et nyt overdækket fødevaremarked midten på pladsen og flere publikumsoplevelser ude ved udstillerne.


Et nyt tiltag i Det Fynske Dyrskues moderniseringsstrategi var et 375 kvadratmeter stort fødevaremarked placeret midt på pladsen under en høj sejldug. Det skulle fungere som pejlepunkt, og lokke gæsterne til at bruge tid blandt de lokale råvarer.

Det fynske dyrskuet har har haft en lidt skrantende økonomi og kørt med underskud de seneste år, og håbet var, at lokke de tidligere vanlige omkring 55.000 til dyrskuepladsen i Odense.

"Set i lyset af en helt forfærdelig lørdag er vi meget godt tilfreds. Havde vi haft en almindelig lørdag, havde det set meget godt ud", siger Alex Nielsen, der er uddannet inden for salg og ledelse, men har arbejdet i musik- og koncertbranchen i de sidste 25 år. Senest kommer han fra en stilling som leder af et spillested i Herning.

"Specielt maskinforretningerne havde det heller ikke så skidt i regnvejret. De besøgende, der endelig kom derud lørdag, var nogle, der ville noget og som brugte, at der endelig var fred og ro. Men de der solgte mad, var træt af det", siger Alex Nielsen, der dog understreger at de tog revanche søndag.

Gav gratis adgang søndag

For at de mange tusind, der på forhånd havde købt billet til om lørdagen, men som blev væk på grund af regnvejret, besluttede ledelsen bag dyrskuet at tilbyde, at man også kunne bruge sin billet fra om lørdagen i indgangen søndag.

"Det var en beslutning vi tog i sidste øjeblik, da vi kom til at snakke om søndag morgen, at det ville være god stil af os", siger Alex Nielsen.

"Specielt søndag blev en kæmpe succes, flere madboder måtte melde udsolgt", fortsætter den nye dyrskuechef, der melder klar til at tage en omgang mere næste år.


Dyrskuet var godt besøgt fredag før regnen begyndte at vælte ned.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle