Rekord-høje afregningspriser til læggekartoffelavlere

Danespo udbetaler i disse dage efterbetaling til firmaets læggekartoffelavlere.

Vækstsæsonen 2018 bød på den værste danske sommertørke i 100 år, og det gik også ud over kartoffelavlerne, der måtte indkassere lave udbytter.

På trods af en udfordrende sæson i 2018 er afsætningen af læggekartofler til Danespos kunder forløbet meget tilfredsstillende.

Det skriver Danespo i en pressemeddelelse.

"Markedet har været præget af en høj efterspørgsel efter læggekartofler kombineret med et lavere udbud på grund af sidste års tørke i store del af Europa. Vi har gennem hele sæsonen haft fokus på at gennemføre prisstigninger, samt at få omsat alle tilgængelige mængder af læggekartofler – også under- og overstørrelser", udtaler adm. direktør i Danespo A/S, Jens Holstborg.

"Det er glædeligt, at vi med en stigning på godt 20 procent kan udbetale rekordhøje afregningspriser, og at vi dermed som en gennemsnitlig betragtning har været i stand til at kompensere for de manglende udbytter hos vores dygtige avlere, forklarer Jens Holstborg.

 

Faktaboks

Danespo forædler, producerer og handler med spise- og læggekartofler. 80 procent af læggekartoflerne afsættes på eksportmarkederne i Nordafrika, Mellemøsten og Europa, mens spisekartoflerne under varemærket Danespo Food sælges til hjemmemarkedet og det øvrige Skandinavien. Danespo har endvidere datterselskaber i Tyskland, Holland og Frankrig. Danespo er ligeligt ejet af DLF og Florimond Desprez med hver 49 procent, de resterende To procent ejes af avlere og medarbejdere.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle