Renteswap tvinger landboformand i knæ

Claus Clausen, Landboforeningen Limfjord, har indgivet konkursbegæring. Har trukket sig fra posten som formand.

Claus Clausen, nu forhenværende formand for Landboforeningen Limfjord, har erklæret sig konkurs.

Det er baggrunden for, at Landboforeningen Limfjord midlertidigt er uden formand.

I en åbenhjertig mail til foreningens medlemmer forklarer Claus Clausen, at det er en renteswap fra 2008, der har fældet ham som landmand.

’Har ramt muren’

"Jeg trækker mig som formand, og det skyldes, at jeg har ramt muren med al den kraft, der findes", skriver Claus Clausen i meddelelsen, som Landbrugsavisen.dk bringer efter aftale med Claus Clausen.

Han fortæller videre, at han var en af de uheldige landmænd, der i 2008 blev overbevist om, at en renteswap ’er et fantastisk og fleksibelt instrument mod rentestigninger fremfor det 5 pct. obligationslån, som var alternativet’.

"Swappen har været en klods om benet lige siden, jeg har ikke mødt nogen, for hvem en swap har gjort noget godt".

Rekonstruktion

Claus Clausen skriver, at hans pengeinstitut i januar gav udtryk for, at man ville arbejde på en rekonstruktion, så swappen kunne elimineres.

Det ville imidlertid kræve et ejerskifte, og i den forbindelse blev der udarbejdet en mæglerrapport.

Mæglerrapporten afslører imidlertid, at den bogførte ejendomsværdi og dagspris er ikke er det samme.

"Da pengeinstituttet indser det, bakker de fuldstændig".

Skakmat og konkurs

"Herefter er jeg sat skakmat", konstaterer den nu tidligere landboformand.

"Så der er kun en egen konkursbegæring tilbage".

Claus Clausen beklager dybt, at ’en del små lokale kreditorer ikke kan få deres tilgodehavende’.

"Jeg har talt med dem alle, og alle var de kede af det på mine vegne".

Videre i livet

Claus Clausen forventer en hurtig afklaring af sin situation, så han og familien kan komme videre.

"Den sidste måned har jeg/vi været hele følelsesregisteret igennem mange gange, det er ikke en ønskværdig situation at være i".

"Der er et citat fra Churchill: If you walk through hell - keep walking. Jeg kan kun give ham ret", skriver Claus Clausen.

Han slutter med en opfordring til at bakke op om foreningen og den kommende, nye formand, ’så landboforeningen fortsat spiller en rolle.’

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle