Susanne Johansen er ikke uddannet i landbrug, men har alligevel overtaget familiegården. Hun er nemlig imod de mange gamle stuehuse, der står og forfalder, fordi kun jorden har værdi for køberne.
På den lille bondegård Grøndalsgården i Grenaa med 21 hektar planteavl, 15 malkekøer, 25 søer og en lille hønsegård voksede 37-årige Susanne Johansen op hos sin far Jens Erik Johnsen. Som barn kom hun i skole i træsko, derhjemme havde familien drejeskivetelefon i stuen, der blev slagtet grise på ejendommen, og de hentede den friske mælk fra køletanken ude på den lille gårdsplads.
"Jeg er fra 1983, så jeg er altså vokset op i lidt af en tidslomme i bedste Morten Korch stil. Mine klassekammerater boede noget mere moderne - jeg har da også altid følt mig en del ældre af sind end mine jævnaldrende", siger Susanne Johansen og griner.
Bevar det gamle
I 2018 overtog hun Grøndalsgården, der har været i familien siden 1936 og rummer både fortidens møblement og minder. Susanne Johansen bliver 3. generation på gården - dog i en lidt utraditionel forstand. Hun vil nemlig ikke selv bo i huset, men drive det som udlejningsejendom.
"Jeg skal ikke drive jorden efter min far, for jeg er ikke landmand. Så den dag, han ikke er her længere, skal jorden bortforpagtes. Men jeg kæmper en kamp for mit barndomshjem, som jeg ikke vil se forfalde. Køberne er vilde efter jorden, men bygninger er de ligeglade med. Det betyder meget for mig, at det vedligeholdes tro mod den tid, det er fra - jeg kunne aldrig finde på at sætte et moderne højglans-køkken ind", siger Susanne Johansen.
Hendes far Jens Erik Johnsen på 79 år lever i bedste velgående. Han bor stadig i huset på Grøndalsgården, som han mange steder har bevaret i dets oprindelige form. Meget af indretningen stammer fra hans forældres tid, og især spisestuen står næsten urørt. Han har kun tilføjet en tallerkensamling langs med loftet, et chatol og lidt ekstra billeder til væggen af de nyeste slægtsmedlemmer.
"Det er mine børnebørn, der hænger derovre. Jeg er glad for, at Susanne overtager, for så ved jeg, hvor mit hjem ender indtil videre. Man kan jo også være så heldig, at mine børnebørn vil bo her en dag", siger Jens Erik Johnsen og smiler.
Den mulighed ser Susanne Johansen også.
"Mine piger synes jo, det er meget uretfærdigt, at jeg voksede op på en bondegård, mens de skal vokse op i byen. Især den ældste er meget optaget af dyr og landet, men alt kan jo nå at ændre sig, inden de bliver voksne", siger hun.
Gør tingene selv
Indtil Susanne Johansen skal overtage gården helt, emmer hver en afkrog af Grøndalsgården i hvert fald stadig af Jens Erik Johnsens måde at leve på og bevare og fikse alting.
I maskinhallen har han bygget reservedelslager oppe under loftet, hvor reolerne er så høje, at han må op på toppen af sin stige for at nå skruer og stumper, når han reparerer på sin gamle Dronningborg D300. De gamle staldbygninger byggede han i 1960’erne med sine bare næver uden hjælp fra håndværkere.
Da han skilte sig af med sine køer og svin i 2004 og 2009 vaskede han det ned, og har brugt det til opbevaring siden - for der er ingen grund til at jævne brugbare ting med jorden, siger han. For nyligt inddragede han desuden et lille stykke af svinestalden for at lave en bredere garage. Hans nye bil var lidt for bred til den gamle.
"Hvis jeg selv kan, får jeg det til at fungere. Og når man først har lavet tingene ordentligt, og det virker, ser jeg ingen grund til at lave det om", siger Jens Erik Johnsen og trækker på skuldrene.
Pedel på stedet
Han passer også stadig sine 21 hektar jord, som han sår, pløjer og kravler op i den gamle Dronningborg D3000 for at høste. Og sådan klarer den gamle landmand sig uden ret meget hjælp udefra.
Selvom Grøndalsgården er bygget til at leve et landmandsliv gennem generationer, er Jens Erik Johnsen nu alligevel godt tilfreds med, at hans datter ikke skal drive landbruget, men at hun til trods vil overtage barndomshjemmet. Der er ingen penge at tjene på det gammeldags landbrug, men måske i udlejning.
"Jeg er glad for, at Susanne vil passe på stedet. Jeg er jo også blevet hendes lejer nu, og hun har da allerede skiftet vinduerne oven på", siger Jens Erik Johnsen.
Ved siden at sit revisorjob i Aarhus bliver Susanne Johansen barndomshjemmets pedel fremadrettet. Det passer hende helt fint, for så ved hun, at stedet ikke forfalder, så længe hun holder øje med det.
"Jeg har jo studeret i Aarhus og kunne også bo der, men inderst inde er jeg bare en bonderøv, der i en tidlig alder lærte at gøre tingene selv", siger Susanne Johansen.
Faktaboks
Grøndalsgården
- I 1936 købte Jens Eriks far gården for 35.000 kr.
- I 1965 købte Jens Erik gården til 180.000 kr.
- Jens Erik har med sine bare næver tilbygget både grise- og kostald.
- I 2004 skilte han sig af med sine 15 malkekøer - mælkebilen var blevet for stor til overhovedet at kunne køre ind på den lille gårdsplads.
- I 2010 skilte han sig af med sine 25 grise - han havde for få til, at det gav en ordentlig indtjening.
