Rigspolitiet truede minkavlere - men vidste, at der manglede lovhjemmel

Selv om Rigspolitiet godt vidste, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink, så blev minkavlere i flere dage truet med at få aflivet besætningen, hvis de selv nægtede.

Siger du som minavler nej til at aflive dine mink, så kommer myndighederne og gør det for dig - og tempobonus bliver der ikke noget af.

Det var groft sagt den besked, Rigspolitiet skulle give til minkavlerne, hvis de overvejede at sige nej til at aflive alle deres mink i dagene fra 6. til 8. november.

Det viser regeringens redegørelse, hvor det dog samtidig fremgår, at Rigspolitiet allerede 5. november får at vide, at der ikke er lovhjemmel til at aflive alle danske mink.

"Den 5. november tidligt på eftermiddagen modtager Rigspolitiet telefonisk 17 orienteringer fra Justitsministeriet om, at der ikke er hjemmel til at aflive mink uden for smittezonerne, og at der arbejdes på et hastelovforslag, der vil skulle skabe denne hjemmel", lyder det i redegørelsen.

Alligevel fortsætter medarbejderne med at true modvillige minkavlere i flere dage, inden praksis bliver ændret 10. november.

"beslutningen er truffet"

I redegørelsen står det dog også, at de medarbejdere, der skal tale med minkavlerne bliver instrueret i at sige følgende, hvis minkavlerne siger nej:

"Det er jeg ked af at høre, men beslutningen er truffet. Manglende medvirken vil derfor betyde, at du ikke får mulighed for at opnå bonussen, og du kan forvente, at myndighederne så kommer og foretager tømning af besætningen alligevel. Jeg vil derfor høre, om dette får dig til at ændre beslutningen?”.

Sådan lyder svaret til i alt otte minkavlere i perioden 6., 7. og 8. november, fremgår det af redegørelsen.

Først 10. november dropper man at true med at komme og tømme besætningen, hvis man som minkavler selv afviser at gøre det. 

To dage senere ringer Rigspolitiet og beklager overfor de otte minkavlere, der har fået at vide, at myndighederne kommer og tømmer besætningen.

Beslutningen om at aflive alle danske mink blev meldt ud på et pressemøde 4. november.

Emneord

coronavirus mink , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle