Roligt marked fastholder grisenoteringen på 12,40 kroner

Den store ubekendte lige nu er de europæiske frostlagre.

Balancen mellem udbud og efterspørgsel efter grisekød er stort set uændret, og det gør det svært for Danish Crown at presse sine priser yderligere op.

Dermed må andelshaverne hos Danish Crown for fjerde uge i træk konstatere, at noteringen for slagtegrise bliver på 12,40 kroner, når det bliver mandag. Prisen for søer forbliver på 9 kr.

- Den store ubekendte lige nu er, om frostlagrene i Europa på et tidspunkt kommer ned på så lavt niveau, at det får en afsmittende virkning på det ferske marked. Det er nærmest umuligt at spå om, men det er der de fleste indkøbere har deres fokus lige nu. Set fra vores stol kan vi konstatere, at de mængder, der i foråret blev oplagret med støtte fra EU, stort set ser ud til at være sendt ud i markedet allerede nu, og det er positivt, siger markedsdirektør hos Danish Crown Mads Stougaard i en pressemeddelelse.

Han konstaterer, at tilførslerne af grise på ugebasis i EU stiger med nogle få procent, efter en sommer med høje temperaturer i hele Europa, hvor grisene er vokset langsomt. 

- Det er helt typisk for årstiden, men i år kommer de ekstra grise lidt senere, end vi ofte har set, siger Mads Stougaard.

Ligesom på det europæiske fastland er der også en god efterspørgsel på fersk grisekød fra Storbritannien, men der er hård kamp om priserne, fordi pundet har tabt værdi over for euroen.

Salget af frosne varer er stabilt ud af EU, og den seneste opgørelse fra Tyskland tyder på, at frostlagrene på tværs af Europa er faldende.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle