Rusland opjusterer årets hvedeavl med hele syv millioner ton. Det betyder ultralave priser på verdensmarkedet.
Rusland opjusterede i sidste uge sin estimater for årets hvedeavl med hele 7 millioner ton. Det betyder, at russerne lige nu sælger brødhvede til verdensmarkedet for ultralave priser.
Det skriver AgroMarkets.
Opjusteringen kommer fra det russiske landbrugsministerium og kommer til at tvinge russerne til at blive endnu mere aktive på eksportmarkederne. Det lægger dermed også et pres på eksportmulighederne fra EU.
Langt under europæisk pris
De mest aktive købere af hvede fra Rusland er Tyrkiet, Iran og Egypten. Derudover er der en lang række afrikanske og arabiske lande, som er flittige kunder i den russiske hvedebutik, skriver AgroMarkets.
Prisen på russisk hvede har været for nedadgående siden midt i august. Og med 7 millioner ekstra ton på markedet vil priserne presses yderligere.
Og bare en lille prissammenligning for at illustrere presset på markedet:
Et ton møllehvede december-termin handles på Paris-børsen til 242 euro per ton. Den russiske pris ligger omregnet fra rubler på 125 euro. Den russiske hvede ligger endda i øvrigt med en anelse højere proteinindhold.
/rost