Så blev det hverdag igen!

Ja, både og. Det er hverdag med morgenbord og kaffetid kl. 09.00 for staldfolk og tilløbere. Men alle de fraflyttede unge mennesker er rejst hjem til sig selv efter en juleferie, der strakte sig fra 19. december til 11. januar. Det var ikke det samme barn, men pigerne, fordelt i hver sin ende, der skulle læse til eksamen/aflevere opgave/forsvare opgave, der var hjemme på udvidet juleferie - og så, pludselig var de væk, og huset atter tilbage i vant gænge… Lidt kedeligt og lidt stille, men også dejligt!

Så får jeg nemlig tid til mig selv igen, og hvis nogen tænker, hvad mener hun med ’tid til sig selv’, har hun overhovedet andet end tid? – så mener jeg helt konkret: TID! Sammenhængende timer, hvor jeg kan sidde med min pc og skrive! Uden forstyrrelser. I november afleverede jeg mit manuskript til Gudruns Arv hos forlaget Hovedland, og her i januar/februar bliver der finpudset og forventningsafstemt inden udgivelse i marts. Sidst i marts. Og jeg er i gang med at pusle lidt med den næste bog, som bliver noget helt andet, end det historiske 1500-tals. Noget meget nærværende, livsbekræftende, håndgribeligt, der relaterer til landbruget!

Og nu vi er ved landbruget - så må jeg indrømme, at vinteren giver tid til at gruble over fremtiden. Markerne er grå og triste at se på, vinden fra øst piber ind gennem de gamle vinduer, etlags glas, og det er ikke lige vækst og spirende håb, der dominerer tankerne.

Gennem snart 23 år har vi gjort en dyd ud af ikke at stille nogen scenarier op for vores nu uddannede, arbejdende i landbruget, landmandssøn. Han har planer om Agro-business-manager-uddannelsen, og det er så fint. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke, gruble, spekulere og blive i vildrede. Så. Indenfor en overskuelig fremtid. Vi skal videre i teksten… Sådan er det… Men hvor? Hvor kan jeg finde mig tilrette i landskabet, hvis ikke her? Selvom det er koldt og trist, lige nu, så er det nærmest umuligt at forestille sig, at man kan være andre steder. Vi har gennem årene snakket om husbåd (ingen tagrender, ingen græsplæner, nye gulve, nye lofter). Men kan man overhovedet LEVE i en husbåd? Er det der, jeg vil hen? Er det parcelhushelvedet? Er det ejendommen, med ligeså meget bøvl som hér? Hmmm...gigt og slitage knager i leddene, gamle 70’er sølvplomber falder ud, tænder knækker, jeg mærker alderen, den ses tydeligt med projekt vi-farver-ikke-længere-hår-og-sparer-titusinde-om-året, og jeg ved, hvor gammel Bondemanden er.

Sådanne vinter-tanker kommer med roen og hverdagen og tiden for mig selv. Jeg tror, jeg ser lysere på tilværelsen om blot få uger. Det er heller ikke NU, jeg skal flytte. Men jeg skal flytte. Det er sikkert!

Heldigvis lover de sne!