Så er der 15 mio. kr. til at søge til naturprojekter

Lokale indsatser for natur og biodiversitet kan man nu søge penge til.

Den Danske Naturfond afsætter i 2021 en pulje på 15 millioner kroner til støtte af lokalt forankrede projekter, der kan være med til at gavne natur og biodiversitet i Danmark. Fondens formål er at forbedre naturtilstanden og vandmiljøet i Danmark. 

Den støtter projekter, som sikrer den eksisterende natur eller skaber nye naturarealer og flere levesteder for dyr og planter. Projekterne kan være rettet mod særlige og sjældne plante- og dyrearter men også mod mere almindelig natur.  

Alle private lodsejere, foreninger og organisationer kan søge. Projektet skal gerne bygge på et samarbejde mellem flere aktører.

Hvilke projekter? 

Man kan søge penge til lokale projekter med naturindsatser, som er rettet mod konkrete arealer, og som vil have en både målbar og varig effekt på natur og biodiversitet, som det hedder i pressemeddelsen fra fonden.

Det kan være genskabelse af et mindre naturområde, pleje eller genopretning af et naturareal, en indsats for særlige arter i et lokalområde eller noget helt fjerde. Projekterne kan foregå alle steder i landet og må gerne løbe over flere år.  

Der skal være et samarbejde 

"De bedste naturprojekter bygger som regel på et samarbejde mellem naturinteresserede, lodsejere, organisationer og myndigheder. Vi vil derfor prioritere de projekter, som bygger på sådanne lokale samarbejder, og som er godt og varigt forankrede", skriver folkene bag fonden.  

Man forklarer også, at størstedelen af udgifterne til projektet skal bruges til naturgenopretning eller naturpleje på disse arealer. I projekterne kan der også indgå udgifter til for eksempel forbedring af adgangsforhold, formidling og monitering, men kravet er, at hovedparten af fondens støtte er knyttet til direkte forbedringer af naturen. Der vil ikke blive givet støtte til: Undervisning, konferencer, workshops eller  
projekter, der vedrører offentligt ejede arealer.

Faktaboks

Ansøgningsfrist

Du skal søge via det ansøgningsskema, som du finder på hjemmesiden: naturfonden.dk/naturpulje senest 1. februar 2021.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle